Lillepigen fra Lolland

‣ Forfatter: Line Malling Schmidt

‣ Illustrator: Line Malling Schmidt

‣ Forlag: Vild Maskine

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 229

‣ Målgruppe:4-9 år

‣ Sidetal: 112

‣ ISBN: 9788793404540

”Lillepigen fra Lolland” er en billedbog, hvor illustrationer og tekst følges ad gennem hele fortællingen, der skal læses højt, mens man ser på billederne af livet i gamle dage. Lillepigen er forfatterens egen farmor. Hun hed egentlig Kate Malling Andersen, men blev altid kaldt Lillepigen. Det er hendes barndom på landet på Lolland, der fortælles, og rammefortællingen, der er i farver, viser lille Line, der finder et fotoalbum frem, så farmor (den meget ældre Lillepigen) kan fortælle. Farmor blev født i 1926 på Lolland i byen Dannemarre. Hun havde en bror Jens Arne, en søster Ena, en bror Niels Vagn og så kom Kate, Lillepigen.

Nu følger en lang række episoder fra Lillepigens barndom. Hendes første år, første stormflod, første skoledag. Hendes roeferie, familiens københavnerferiedreng, moderens esperanto, Oxfordbevægelsen, sommerferie og den første kjole. Sådan kan man som barn (og voksen) få et indblik i, hvordan det var at være barn i en helt anden tid. Det var en tid, hvor det var en stor begivenhed at få en ny kjole. En tid, hvor man ikke var under opsyn konstant, men hvor man kunne sove i telt på stranden om sommeren. Alle episoderne er fortalt og tegnet, så man kan se det tydeligt for sig. Der er eksempelvis en fin beskrivelse af roeoptagning:

”Først havde en maskine løsnet roerne. Derefter skulle man tage fat om to roer, slå dem mod hinanden, så den løse jord faldt af. Så skulle man slå toppen af med et hug med en skarp kniv. Og til sidst skulle de smides i en bunde. Dagen var gået, og jeg var lykkelig for at kunne gå hjem. Mine kammerater grinede altid af mig, når jeg vaklede hjem. De var meget mere vant til arbejdet med roerne, end jeg var.”

Sidst i bogen er der et kort over Lolland og Falster, så man kan se, hvor Nakskov og Dannemarre ligger. Og herefter er der billede-og-tekst-forklaringer til svære ord og begreber såsom: manufakturforretning, skræddermester, klipfisk, Oxfordbevægelsen og mørklægningsgardiner.

Det er en smuk bog. Den har fået støtte af Statens Kunstfond, og den fortjener at blive læst. Den egner sig særlig godt til oplæsning, mens man sammen kan tale om billederne. Bagefter kan man jo finde familiens egne fotoalbum frem. Så er der en ny historie.

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.