Lili syr en ting

Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Illustrator: Siri Melchior
Sidetal: 32
Forlag: Gyldendal / Serie: Lili
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 79,95

Målgruppe: 2+

Lily syr en ting er endnu en fortælling om Lili og hendes trofaste hundeven, Vovvov. I dag bliver Lili inspireret til at låne mors symaskine, så hun kan sy en prinsessekjole. Eller måske et telt. Eller noget til Vovvov…det går ikke helt efter planen, men sjovt er det i hvert fald.

Med en enkelt eller to små sætninger pr. opslag, fortæller Aakeson hvad Lili har tænkt sig – og så folder Melchior ellers fortællingen ud med sine farverige og sprudlende illustrationer, der giver os en hel del flere informationer end teksten alene! Som opslaget, hvor teksten lyder:

Nu mangler hun bare noget stof.

… mens billedsiden viser os, hvordan Lili først kæmper med Vovvov om hundekurvens tæppe, og derefter må opgive og i stedet piller gardinet ned.

Personudtrykket er let naivt og stregen lidt grov, mens farver og fine detaljer fuldender blikfanget.

Lili-serien er i familie med andre små billedbogserier henvendt til de 1-4 årige – som fx Kaj-bøgerne og Jeppe-serien, men især Andreas Bræstrup Kirstein og Rasmus Bregnhøis Poul og far-bøger kan sammenlignes; her er det nemlig også humoren, der er i højsædet.

Her er en humoristisk historie, der uden tvivl vil være til stor glæde hos de yngste læsere – og samtidig kan give den voksne oplæser et smil på læben. Den egner sig fint til de ældste vuggestuebørn og de yngste børnehavebørn, og lægger op til masser af snak om alt det, man kan finde på, mens mor og far kigger den anden vej.

Forfatter Kim Fupz Aakeson

Gyldendal – Lili syr en ting

 

Forfatter

Anmelder: Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.
Dette indlæg blev udgivet i seriebog, Billedbøger, Fra 2+, Oplæsning og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.