Lasse-Leif – DM i æbleskiver (og andre historier fra jul og omegn)

Forfatter: Mette Finderup
Illustrator: Annette Carlsen
Sidetal: 146
Forlag: Alvilda / Serie: Lasse-Leif
Udgivelsesår: 2016


Målgruppe: 4+

”Altså, jeg kan jo godt lide jul. Jeg synes bare ikke, det er rart at have så travlt hele tiden.” ”Men så kan du jo bare lade være med at have travlt!” siger Lasse-Leif. ”Det kan jeg da ikke,” siger mor. ”Jeg skal jo skrive julekort og lave vaniljekranse og smelte fuglekugler og til julefrokost ovre hos Nina.” ”Måske kan du bare lade, som om du er syg,” siger Lasse-Leif. ”Det opdager julemanden garanteret ikke. I hvert fald ikke, hvis du har nattøj på.”

Mette Finderup har skrevet en hel række herlige bøger om Lasse-Leif, der bor sammen med sin mor og far og dukken Luske-Lise. Min personlige favorit er ”Lasse-Leif – fri leg i supermarkedet”, hvor de tager med mor ud at handle, og Luske-Lise putter masser af slikposer i vognen og åbner dem, så de er nødt til at betale for dem. Mine børn får nærmest julelys i øjnene, når jeg fortæller slutningen, hvor hele familien spiser slik til aftensmad.

Der er lidt Emil fra Lønneberg over Lasse-Leif, som egentlig aldrig gør noget af ond vilje, men som alligevel næsten altid ender med at komme til at lave ballade. Man kan også sammenligne med Kim Fupz Aakesons ”Vitello”-bøger og Renée Toft Simonsens ”Tiberius Tudefjæs”-bøger, der har det samme element af skøre, søde drenge i et, for børnene, genkendeligt univers.

I ”Lasse-Leif – DM i æbleskiver” hører vi i 13 kapitler om, hvordan Lasse-Leif oplever juletiden sammen med sin familie; og det kommer der meget sjov og ballade ud af.

Forfatteren kommer godt omkring de problematikker, en helt almindelig børnefamilie nu til dags kan stå i op mod julen med alle de forventninger og al den unødige stress, de voksne lægger over sig selv. Samtidig kommer hun også godt omkring alle de gode traditioner der forbindes med julen. Vi kommer for eksempel med til Lucia-optog (hvor forældrenes blitz på mobiltelefonerne forskrækker Lasse-Leif – meget apropos debatterne der har været om det samme på de sociale medier for nylig), til julehygge i børnehaven, på besøg hos mormor, hvor de laver juledepressioner (aka juledekorationer), laver julepynt (til stor frustration for faderen, der ikke kan finde ud af det), og så har de en virkelig sur og væmmelig drillenisse med hjem fra børnehaven.

Illustrator Annette Carlsen gør et fantastisk stykke arbejde med at få historien om Lasse-Leif og Luske-Lise til at komme til live med sin sjove, livlige, farverige streg.

Alt i alt kan ”Lasse-Leif – DM i æbleskiver” varmt anbefales. Det er en både sjov, sød og underfundig julebog, som lægger op til masser af gode snakke om, hvad julen egentlig bør handle om, og hvilke traditioner man kan have i familien.

http://finderup.dk/

http://www.annettecarlsen.dk/

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , . Bogmærk permalinket.