Langt fra Det Hvide Hus

Forfatter: Mette Vedsø
Sidetal: 115
Forlag: Høst og søn
Udgivelsesår: 2018



Målgruppe: 12+

”Wow,” sagde jeg og pegede på skærmen.
Jeg var landet på en faktaside om USA.
”Se lige, Det Hvide Hus.”
”Imponerende, ” sagde Julia.
”132 værelser,” sagde jeg. ”Vi havde tre et halvt i Palmeparken.”
”Ja, der er langt fra Palmeparken til Det Hvide Hus,” nikkede Julia
. (s. 115)

Med ”Langt fra Det Hvide Hus” fortsætter Mette Vedsø sin litterære udforskning af skønne, skæve og udfordrede personligheder. Det gør hun i et poetisk, fabulerende og underfundigt sprog og som vanligt iblandet lidt talmagi. Læs blot de to bøger om ”Tove tænker,” ”En pige i pigsko” eller ”Hest, Horse, Pferd, Cheval, Love

Eller da hovedpersonen, den 15årige George Bushs far indlægges med en depression:

Der var depression i hver eneste celle, og da mennesker indeholder 70 billioner celler, et 7-tal efterfulgt af 13 nuller, så stod det skidt til. (s. 95)

Eller oplysningen om at: ”Hvert år bliver der solgt mere end 10.000.000.000 donuts.” (s.115)

Mette Vedsøs sprog er også i ”Langt fra Det Hvide Hus,” præget af en  undersøgende tilgang til dets muligheder og til ords betydninger, som i Bushs ordveksling med moren:

”Vi kan købe en cheesekage,” sagde hun.
”Enten siger man cheesecake eller ostekage,” rettede jeg.
”Cheesekage,” gentog hun.
”Okay da,” sagde jeg. (s. 103)

På overfladen er sproget i romanen dejligt letlæst, men samtidig rummer det en dybde og udfordring af læseren i dens sprogbilleder og i de enkelte ords medbetydninger.

Jeg-fortælleren George Bush er, på trods af alle de udfordringer han møder, et dejligt bekendtskab. For selvom kommunen og skolen udstyrer ham med en ADHD-diagnose kæmper han ufortrødent videre for at få tilværelsen til at hænge sammen både for sig selv og sin lille familie, for det er ikke let med en mor der ikke magter at være mor, og en far der er totalt slidt ned, efter at have forsøgt at holde sammen på familien i15 år samtidig med at han har passet sit natarbejde på en ostefabrik.

Til alt held har Mette Vedsø udstyret Bush med en udpræget humoristisk sans og tilgang til livet, selv om livet i Palmeparken (!) absolut ikke er en dans på roser –”for det skal jo nødig blive en alt for trist historie.” Det bliver det heller ikke.

Bush er opkaldt efter USA’s daværende præsident, George Bush, af sin far, der elsker alt amerikansk fra donuts til ketchup, og som ironisk nok har Bruce Springsteens ”I`m on Fire” som soundtrack til sit liv. Der er ikke meget ”fire” tilbage i ham.

Til det triste hører også, at Bush har mistet sin elskede morfar for tre år siden. Under et besøg ved hans grav møder han Julia og hendes to tvillingedrenge, Karl og Jonatan (!) på fem. Bush bilder Julia ind, at det er hans far som er død, og i mødet med hendes empati falder han ind i rollen som den sørgende søn og ender med at blive barnepige for tvillingerne ovre i den pæne ende af byen et par gange om ugen.

Denne løgn kommer til sat spille en væsentlig rolle for resten af fortællingen. En fortælling der ender lyst og nærmest lykkeligt for Bush. Moren forsvinder ud af historien, faren ligger stadig indlagt på det psykiatriske hospital; men Bush er nu omgivet af kompetente og kærlige voksne, både på hjemmefronten, i skolen og fra kommunens side. Det fortjener han også.

Og så har han vundet sig en ven i den skønne bifigur, 13-årige Max, autisten  som Bush finder en vej ind til. Max er ham der kan alle vejnavne og afstande i byen, og som derfor kaldes GPS; en evne der spiller en væsentlig rolle i fortællingen.

Jeg vil slutte med pædagogen Pers ord i en samtale med Bush:

”Du har forsøgt at redde en sammenstyrtet bygning,” sagde han og var helt som han plejede at være. Han kunne godt lide sprogets pudsige ordbilleder, det kunne han i vores lille samtaleværelse på skolen, og det kunne han på afdeling P2156L. (s. 97)

De pudsige ordbilleder Mette Vedsø også godt kan lide.

Hvor mange børn og unge har, som Bush her i fortællingen, dækket over deres dysfunktionelle forældre og forsøgt at få en tilværelse, hvor man ikke falder i øjnene, til at fungere? Jeg tror desværre, det drejer sig om alt for mange.

Mette Vedsøs ”Langt fra Det Hvide Hus” anbefales varmt til både frilæsning og til undervisningen i skolens 6. – 8. klasser. Her vil fokus kunne lægges på bogens handling, temaer, personer, psykisk sygdom, diagnoser, humor – og måske især på det sprog Mette Vedsø behersker så smukt. Endelig kan vi voksne læse med, nyde sproget og blive lidt klogere på tilværelsen.

Mette Vedsø
Rosinante, Mette Vedsø

 

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.