Til sidst inspicerer jeg mine hænder og fødder. Nogle gange er det dem, jeg hader allermest, måske mere end mit underliv, fordi man altid kan se dem. De er klodsede og behårede og så blege, at man næsten kan se igennem dem, som om huden er en tynd dej, der er trukket ud over de edderkoppeagtige, blå blodårer og lange, benede fingre og tæer. Det allerværste er, at de er kæmpestore og ved at blive endnu større. Mine nye skolesko er to numre større end dem, jeg havde sidste år. Da jeg prøvede dem på i Clarks i begyndelsen af ferien, følte jeg mig som en cirkusklovn. Jeg ser mig i spejlet for sidste gang. Der på den fremmede, der ser tilbage på mig. Jeg gyser. Ugens inspektion er ovre.
Det er David Pipers dagbog, der får stemmen her. David skriver dagbog, han er en highschool-dreng, der går i skoleuniform, store sko og på en skole, hvor alle de toneangivende drenge og piger synes, at han er en freak. De mobber ham, men heldigvis har han to venner, der helt sikkert også er uden for det gode (eller man nok sige det dårlige) selskab, hvor de hårde gutter dominerer. En dag bliver David overfaldet af sin fjende, og så kommer den nye dreng på skolen, Leo Denton, ham til undsætning.
Hele bogen giver plads til to stemmer: David Pipers og Leo Dentons. De bor i to forskellige kvarterer, de har vidt forskellige hjemlige forhold, og de er i det hele taget to meget forskellige mennesker. Da Leo hjælper David med matematikopgaverne, bliver de dog efterhånden venner. De to parallelle fortællinger er sat op med to forskellige fonte, så det er ret overskueligt at følge med i, hvem der ”har ordet”.
Det viser sig, at både David og Leo har et noget problematisk forhold til deres eget køn. De har også problemer med piger og kærlighed, med skolen og med forældre og venner – helt som alle andre unge. Således får man historien om to unge, der har alle de sædvanlige ungdomsproblemer, men som derudover også bakser med kønsproblematikken og de identitetsproblemer, der følger med.
Der er noget ”deus-ex-machina”-agtigt over, at netop disse to mennesker mødes. Ligeledes forekommer en hel del af de andre elevers adfærdsmønstre at være noget urealistiske, og forældrenes reaktioner er også diskutable. Når alt det er sagt, så er det dog en bog, der sætter køn og transkønnethed til debat.
Det er interessant, at der netop nu er et marked for bøger, der tematiserer køn i så høj grad. Det kan være godt for unge at læse, at man kan være meget, meget anderledes – og så alligevel have alle de sædvanlige teenageproblemer. I Danmark har bl.a. Nicole Boyle Rødtnes skrevet om kønsproblematikker i sin ”XY”, og den kan anbefales. Og er den ikke nok, så er der en liste over bøger, der handler om transkønnethed her.
“Kunsten at være normal” er en lang bog. Den er på ingen måde realistisk, i hvert fald ikke læst med danske briller, men sproget er fint og får fortællingen til at skride fremad.
