Kongen, kronhjorten og adjudanten

Bogens forsideForfatter: Aina Christiansen
Illustrator: Lasse Bekker Weinreich
Sidetal: 28
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 249,00

Målgruppe: 4+

”Gamle tøffedyr, rustne hjortesteg – kom an,” råbte Kongen. ”De råber meget højt, Deres Majestæt, jeg tror, hjorten kan høre Dem,” sagde Adjudanten med den røde jakke. ”Så kan han høre, at Kongen er ankommet, men hvor gemmer det rustne dyr sig?” sagde Kongen og gik mod dyrenes foderplads.”

Med disse ord starter billedbogen ”Kongen, kronhjorten og adjudanten”, en billedbog der handler om kongen, der tager ud på jagt efter kronhjorten i skoven, akkompagneret af Adjudanten, der kommer med gode råd og bærer kongens madpakke, som er fyldt med madder med karrysalat (kongens favorit). Kronhjorten er dog ikke så nem at få ram på, og hver gang Kongen er lige ved, ender han alligevel med at skyde forbi.

Den lille Konge, illustreret som en temperamentsfuld, rund lille mand, kan mange små børn sikkert også genkende sig selv i – så på den måde kan bogen måske også generere lidt snak omkring følelser og hidsighed.

Billederne fylder helt klart mest i bogen, som ikke er så teksttung. Forsiden, med de høje træer dækket af karrysalat, sætter allerede stemningen. Jeg kan godt lide, at illustratoren har valgt at illustrere adjudanten som den mest majestætiske, høj og med næsen i sky, mens kongen er lille, rund og med en kæmpe næse, der fylder halvdelen af ansigtet. Samtidig er det meget smukt, at kronhjorten Tøffe illustreres som den meget smukke kronhjort med det kæmpe gevir, dækket af mos og græs – som om Tøffe på den måde blive symbolet på selve naturen og skoven.

Der er mange gentagelser i bogen, noget der nok vil falde i de fleste børns smag. På samme måde med de cliffhangers der bliver skabt, hver gang vi tror, at nu får Kongen ram på Tøffe, men hvor han så alligevel altid skyder forbi.

Bogens forfatter, Aina Christiansen, er vokset op i Dyrehaven, hvor hendes forældre var slotsforvaltere på Eremitageslottet. Det giver jo en lidt sjov dimension til bogen med den baggrundsviden, at hun har valgt at basere sin debutbog på egne barndomsminder.

Alt i alt en meget sjov, lille bog, der dog ikke umiddelbart sætter sig noget aftryk på undertegnede. Den er fin at læse, men også hurtigt glemt igen. 

Bogens illustrator, Lasse Bekker Weinrech, har tidligere illustreret flere billedbøger. http://www.bekker-ink.com/

http://www.turbineforlaget.dk/

 

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger, 4+, 6+ og tagget , , , . Bogmærk permalinket.