”Men Dummy er desværre ikke særlig sjov.
Dummy kommer ind i manegen og laver ballondyr, en hund, en giraf.
Han snubler over sine lidt for lange sko.
Han sætter sig på sin hat så den bliver helt flad.
Og der er ikke rigtig nogen der griner,
folk ser på Dummy og kommer til at tænke på andre ting,
at livet nogle gange er svært.
At ting ikke altid lykkes.
At man godt kan føle sig som lidt af en klovn.”
Velkommen til ”Cirkus Fupz,” velkommen til klovnen Dummy og velkommen til en helt og aldeles forunderlig billedfortælling ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” af det dansk / norske makkerpar Kim Fupz Aakeson og Stian Hole.
En fortælling om hvor svært livet er for en afdanket klovn, der bare ikke er morsom længere, som godt nok snubler i sine alt for lange sko, er iklædt klovnenæse og som laver sine ballondyr; men publikum ler ikke rigtig mere af Dummy (født Ulrik Christoffersen).
Det får cirkusdirektøren til at fyre Dummy. Men det skulle han aldrig have gjort, for Dummy har et særligt talent for at få publikum til at reflektere over:
”… at være alene, de tænker på ting i deres liv de vil holde op med, de tænker på hvem de har lyst til at være alene sammen med, nogen famler efter hinandens hænder, nogen sender en sms til nogen og spørger om de ikke skal ses senere? Et barnebarn tænker på sin mormor der sidder alene på plejehjemmet, og lover sig selv at besøge hende mere, meget mere.”
Fortællingen slutter med at de to venner, klovnen Dummy og hans ven, den pensionerede piberygende cirkusløve, Leo sidder og ser på forestillingen fra allerbagerste række og Leo konstaterer:
”Mærkeligt klovnenummer du har lavet dig.” Leo ryster på manken. ”Meget mærkeligt klovnenummer.””
Dummy stiller sig op i rækken af tragiske klovne som Charles Rivel og Charlie Chaplin og deres klovnefigurer, for hvem livet heller ikke altid var en dans på roser.
Den mundtlige del af fortællingen er fortalt i et mundret og præcist dansk af en tredjepersonsfortæller, der ikke holder sig for god til lige at stikke hovedet frem og forklare:
”At være fyret til den første betyder at man snart skal holde op med at arbejde i cirkus og ikke tjene penge.”
Eller kommenterer: ”Men den slags er jo ikke ligefrem til at dø af grin over.”
Som så ofte før er det en fornøjelse at møde Kim Fupz Aakesons fortællestemme i en fortælling, der i allerhøjeste grad lægger op til læserens / tilhørerens fortsatte undren og refleksion.
”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” er en ikke særlig sjov historie. Til gengæld er den en væsentlig fortælling, som passer som fod i hose ind i vores tid med dens globale udfordringer.
Stian Hole har i suveræn stil illustreret fortællingen, fra cirkus slår teltet op på indersiden af forreste omslag til cirkuskaravanen forlader byen på det bagerste. Undervejs har han leget med farver og former, synsvinkler, figurer, blikke og blikretninger i sine sædvanlige photoshoppede billeder med deres leg med lag på lag af detaljer, der nok skal holde en barnelæser fanget. Her rammes læseren på hele følelsesregistret i billedsiden, fra det morsomme, glæden og varmen til det triste, sørgelige og sørgmodige. Se blot opslaget med klovnen Dummy på en alt for høj stol, helt alene i manegen med et trist blik eller et farvestrålende opslag, fyldt med ”hippie 60er livsglæde” og ungdommeligt overmod, hvor løven Leo tænker tilbage på sin barndom. Det er nu heler ikke hver dag, man møder en så gennemført tatoveret hanløve med fletning. Flere af detaljerne i opslagene har vi set før, men her bringes de i helt anden sammenhæng. Det gælder ”vintage Hole opslag” af tilskuerne, der sender hilsner tilbage til debutbilledbogen ”Den gamle mand og havet” og bøgerne om drengen Garmann.
Det er en stor fornøjelse at dykke ned i Stian Holes visuelle verden og her opleve den sat sammen med Kim Fupz Aakesons verbaltekst. Tilsammen har de lavet en billedbog, der vil blive stående i lang tid, og som vil vække glæde og eftertænksomhed i både i børnehaven og i indskolingen.
Inden man analyserer ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” i stumper og stykker, skal man nok lade barnet (og barnet i den voksne) undre sig over både indholdet og udtrykket i billedfortællingen. Her er nok at nyde, tage fat i og tænke over. For ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” er: ”En fortælling om savsmuld, livet og tiden der går.”
Det liv og den tid om hvilken Storm P. har sagt, at: ”Livet er et cirkus. Man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud.”
Kloven der bare ikke var særlig sjov
Stian Hole fortæller om arbejdsprocessen og samarbejdet med Kim Fupz Akeson:
