Kille med mor til lagersalg

Bogens forsideForfatter: Ben Q. Holm
Illustrator: Rasmus Bregnhøi
Sidetal: 48
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 319,994,/ e-bog: 42,75

Målgruppe: 6+

Først var ”Kille. Med far til fodbold”, så nu skal ”Kille. Med mor til lagersalg”. Og den tur giver en ligeså forunderlig indføring i de skøre voksnes verden som turen med far i parken.

Som forgængeren er denne godt fortalt med et kæmpestort glimt i øjet både i tekst og billede. Og så er fortællingen spejlet, så det denne gang er far, der absolut skal arbejde på en lørdag, så Kille er i vejen.

Det betyder at Kille får et indblik i lagersalg: som er en slags hemmelige butikker, hvor tøjet næsten ingen penge kostede. Det kunne faktisk slet ikke betale sig ikke at købe noget. 

Mor og Kille kommer af sted til noget, der allermest minder om en form for krig, og hvorfra mor vender hjem med alt det hun ikke tog af sted for at købe  – og undervejs bliver Kille også væk!

Billedsiden er  også her i særdeles gode hænder hos Rasmus Bregnhøi. Med sine på en gang ekspressive, naive, samplede – og på samme tid genkendelige illustrationer, tilfører han fortællingen om Kille nye vinkler og sider, både for barnet, der kigger med og for den voksne, der kan underholdes med fremstillingen af et utal af kroppe, tatoveringer og tøjmærker.

Bag humoren vækker begge Benn Q. Holms bøger om Kille dog også til eftertanke om, hvordan børns opvækst former sig i et så fortravlet samfund som vores – og på vores enorme fokus på forbrug tilbudsjagt.

Denne anmelder kan skrive under på, at Killes oplevelser er autentiske, idet de til punkt og prikke stemmer overens med de gange, jeg har fungeret som chauffør til børnetøjslagersalg!! Uhadada!

Frit efter Asterix kan man sige: De er skøre, de voksne!!

http://www.carlsen.dk

http://rasmusbregnhoi.dk

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.