Kille – med far til fodbold

Bogens forsideForfatter: Benn Q. Holm
Illustrator: Rasmus Bregnhøi
Sidetal: 40
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 249,95

Målgruppe: 4+

Benn Q Holm har tidligere i sin romaner for voksne beskæftiget sig med byen København, FC København og fankulturen omkring klubben.

”Kille – med far til fodbold” skriver sig, som en vellykket tåhyler, lige ind rækken af disse bøger.

Fortællingen om pigen Kille, der bliver tilovers, da moren SKAL arbejde og veninden Wilma skal på skovtur med familien, er endog særdeles vellykket og velskrevet. Der er altså ikke andet at gøre for faren end at introducere Kille til fodboldverdenen, ved at tage hende med til den kamp, der afgør mesterskabet i Parken.

Det bliver en helt ny og spændende verden, set fra barnets perspektiv, der åbner sig for Kille, og som læser og lytter får vi lov til at være vi med.

Benn Q. Holm fortæller på særdeles morsom vis, hvordan de mange mærkelige og sjove ord, der knytter sig til denne verden, virker på Kille: Er Dame N´Doye en dame? Hvad har en saks at gøre med et saksespark, og er det farligt? Hvad er en grim kamp? Spillet flyder?

De såkaldt voksnes opførsel gør også et stort indtryk på Kille. De opfører sig meget underligt, er helt vildt gakkede med råb og skrig, og med kædedans og guldparykker ved tisserenden på toilettet. Her gælder nogle helt andre regler end til hverdag. Kille synes, det er en både vildt spændende og meget mærkelig verden faren har ført hende ind i.

Billedsiden er som sædvanlig lagt i gode hænder hos Rasmus Bregnhøi. Med sine på en gang ekspressive, naive, samplede – og på samme tid genkendelige illustrationer, tilfører han fortællingen om Kille nye vinkler og sider, både for barnet, der kigger med og for den voksne, der kan underholdes med, at moren skriver på en artikel om ”Nødhjælp i en vestlig kontekst”. På natbordet ligger der en roman af Benn Q Holm, ”Byen og øen”, og på væggen hænger der filmplakater, der ligeledes tilfører historien betydning.

Kille – med far til fodbold” lægger op til en rigtig god og fornøjelig snak om glæden og fascinationen ved fodbold og om at holde med nogen – og om hvorfor de voksne altid har så travlt. 

http://www.carlsen.dk/da-DK/Titler.aspx?c=Item&category=5030&item=31218

http://rasmusbregnhoi.dk/?page_id=229

 

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger, p-bog, 4+ og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.