Kærestebrev og Lejrtur

Bogens forsideForfatter: Bente Bratlund
Illustrator: Jan Kjær
Oversætter: Nanna Gyldenkærne
Sidetal: 64
Forlag: Høst & Søn / Serie: To historier om Hanna og Emma 1
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 99,95

Målgruppe: 9+

Kærestebrev
Hanna og Emma er bedste veninder, men efter at Emma er blevet kæreste med Anton, føler Hanna sig udenfor, og hun savner deres hyggelige eftermiddage. Og så snakker Emma kun om Anton og Antons fodboldspil. Hanna beslutter sig for, at hun også må have sig en kæreste, der spiller fodbold og udser sig Marius fra klassen. Men da hun sender et kærestebrev til ham, griner han bare og begynder at drille hende. Hanna er ved at dø af skam og lægger sig syg og vil ikke i skole. Heldigvis har Hanna en moster Lea, der hjælper hende, og da Hanna kommer i skole igen, græder Emma, for Anton har slået op med hende. De to piger bliver enige om, at de aldrig vil have nogen kærester. Det bliver dog lidt svært at overholde, for da Hanna kigger sig rundt i klassen, smiler Mikkel til hende, og hun bliver helt varm indeni, og lidt efter sidder hun og skriver Mikkel i sit kladdehæfte.

Lejrskole
Klassen skal på hyttetur, men Emma vil helst blive hjemme, for hun har lige opdaget, at Anton er blevet kæreste med klassens dronning Liva, og det kan hun slet ikke holde ud. Og værre bliver det, da Emma og Hanna skal bo på værelse med Liva og hendes veninde. Emma nægter, og da de skal spise aftensmad, stikker hun af. Hanna siger det til deres lærer Andrea, og Mikkels far, der er med på turen, går ud for at lede efter Emma. Mikkel sætter sig hen til Hanna, og da han for at trøste hende spørger, om hun  vil have noget chokolade, rødmer han og Hannas hjerte banker voldsomt. Hun er glad og tænker lidt på, om de nu er rigtige kærester, og da Emma bliver fundet lidt senere, hygger de tre sig sammen.

Serien ”To historier om Hanna og Emma” er nogle rigtig fine bøger. Forfatteren rammer sin målgruppe de 9-11 årige pige præcist, for de kan ikke få nok af ”bedste veninde” historier. Handlingen er enkel og beskæftiger sig med genkendelige emner som kærester, veninder og skole.

Teksten er sat, så den passer til aldersgruppen, og den er let at læse, og selv om bøgerne handler om dagligdags oplevelser, er de tilpas spændende, og de bliver ikke kedelige undervejs.  Lignende bøger er ”K for Klara” af Line Kyed Knudsen og Asta-bøgerne af Trine Bundsgaard.

http://www.rosinante.dk

 

Forfatter

Anmelder: Birgitte Rasch

Jeg er uddannet lærer fra Nørre Nissum Seminarium og har arbejdet som lærer først i Albertslund og senere på Bernadotteskolen, hvor jeg både var lærer og skolebibliotekar. Jeg var med i ”Den gode historie” i flere omgange og har været forlagskonsulent i børne- og ungdomsbøger siden 2002.
Dette indlæg blev udgivet i p-bog og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.