Julemanden er gnaven og stresset, bander og drikker kaffe – og så ryger han, på klassisk politisk ukorrekt vis. Da juleaften er ved at være forbi, opdager han at han mangler en enkelt gave og forventer et hysterisk anfald fra den lille dreng, der kommer til at mangle. Forundringen hos julemanden er stor, da det viser sig at den lille, ensomme dreng bare gerne vil have et kram. De to får en dejlig juleaften sammen og da julemanden flyver hjem til Nordpolen, er han i bedre humør end han har været længe.
Historien er fortalt i Aakesons egen særlige skrivestil – der er i den grad tale om et funktionelt og legende sprogbrug. I starten bliver man næsten forpustet af at læse teksten; den emmer af stress og jag – som så langsomt aftager, i takt med at roen indfinder sig hos julemanden.
Illustrationerne er farverige, lidt grove og naive i personudtrykket, men samtidig med gode detaljer og sine steder flotte baggrunde – men ser tydeligt familieligheden med Aakeson/Mechior-parrets Lili-bøger. Bogens første og sidste opslag er især værd at bemærke, da illustrationerne her humoristisk fortæller lidt om, hvad der sker før og efter historien.
Selve idéen med den utraditionelle og sure julemand minder meget om Raymond Briggs’ ”Father Christmas” fra 1973, og temaet omkring nærvær som værende meget mere værd end alskens julegaver er noget fortærsket – det er altså så som så med originaliteten. Men ser man bort fra det, er der tale om en sød julebog, der nok skal bringe et smil frem hos både barne- og voksenlæser.
http://www.litteratursiden.dk
