Velkommen til Anemoneklassen i specialskolen Solstrålen – og sig goddag til teddybjørnen Simon Emil Ammitzbøl.
Det var med visse forbehold at denne anmelder tog fat på læsningen af Jacob Kokkedals børneroman ”Jordens største helte. Specialklassen 1”, for var dette en roman der passede ned i inklusionens og folkeskolereformens fodformede sko?
Men langsomt bredte smilet sig på mit ansigt og af og til sad jeg ligefrem og kluklo af løjerne, som de tvangsanbragte elever fra Anemoneklassen drager læseren ind i.
Det er lykkedes Jacob Kokkedal på en humoristisk og ironisk måde at beskrive denne herlige samling børn med særlige behov – og det lige fra drengen Philip, der lider af autisme og som søger tryghed hos sin bamse med navnet, ja: Simon Emil Ammitzbøl – og til drengen Ahmed, der mener at indførelsen af sharialov i Danmark er løsningen på alle verdens problemer. Den lov hans forældre er flygtet fra.
Historien fortælles primært set gennem drengen Nicks verden, og sikke en verden og historie. Rumvæsenerne, Klunk-morkerne begår den gigantiske fejl at kidnappe Anemoneklassen under deres forsøg på, ved hjælp af alverdens avancerede teknologi at overtage ikke blot Jorden, men også at ville udrydde menneskeheden. Men de har gjort regning uden vært!
Jacob Kokkedal fortæller historien i et aldeles direkte sprog omkring det at være anderledes, bryder adskillige tabuer undervejs, og sparer ikke på effekterne i de mange voldsomme kampscener der beskrives, når Anemoneklassen møder rumvæsenerne Klunk-morkerne, der ellers hidtil har været uovervindelige. Scenerne flyder over af splattereffekter: løsrevne lemmer, sprængte hoveder, hjernemasse, slim og blod i stride strømme. Men Nick, den evigt skrigende Philip, det polske matematiske geni Jakub, Ahmed og alle de andre rødder redder menneskeheden.
I adskillige bøger er det de anderledes børn, vi som læsere sidder tilbage og har lidt ondt af. Her i ”Jordens største helte” er det, bortset fra Klunk-morkerne, lærerne og pædagogerne i Solstrålen man har ondt af. De sidder med rystende hænder og tårer i øjnene bag katederet og tænker: Kun en tåbe frygter ikke Anemoneklassen. Trøsten for dem ligger i, at det gør Klunk-morkerne også!
Undertitlen ”Specialklassen 1” antyder at denne drengerøvsroman kun er første bind af en serie. Det bliver spændende om Jacob Kokkedal kan holde det forrygende fortælletempo og fortsat kan styre uden om alle de tabuer vores verden er så fyldt af. Noget af det bedste ved mødet med Anemoneklassen har været, at eleverne har fået pillet noget så grundigt ved ens fordomme om de såkaldte diagnosebørn. Og det er vel i grunden ikke så galt.
Under læsningen kommer man til at tænke på, at Jacob Kokkedal skriver sig ind i rækken af forfattere, der netop har haft skæve drenge på rollelisten: Bjarne Reuter med Buster og hans verden, Ole Lund Kirkegaard med Orla, Frode og alle de andre rødder. For blot at nævne to forfattere.
Bogen er udstyret med glimrende, detaljerige, sort/hvide illustrationer af Peter Nielsen, der er med til at understøtte læserens billeddannelse undervejs. Disse definitivt udadreagerende børn vises i forskellige supermanpositioner og tilføjer på den måde historien nye dimensioner.
Bogen anbefales til frilæsning for drenge der er til computerspil og til bloddryppende action. De vil få svært ved at slippe ”Jordens største helte – Specialklassen 1.” At de så lærer noget om børn, som dem i Anemoneklassen, er ingen skade til.
Advarsel til sarte sjæle: Denne bog er aldeles ikke politisk korrekt og anvender voldsom sprogbrug!
https://jacobkokkedal.wordpress.com/
