Jeg ved alt om kærlighed

Forfatter: Katrine Skovgaard
Sidetal: 154
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2019



Målgruppe: 10+

Jeg trykkede på min telefon, og musikken, som hun havde brugt flere timer på at udvælge, strømmede ud af den. Klara holdt hånden ud i en stopbevægelse foran William og begyndte så at danse. Hendes arme fløj rundt, og med den flagrende kjole mindede det lidt om paradisfuglens parringsdans. William spærrede øjnene op, og jeg lukkede mine i. Jeg kunne ikke se på det her.

Anton er en stille dreng. Han har det godt, som han har det, med sine to mødre og sin onkel og så alle dyrene. Han har ikke så mange venner, men det er egentlig helt i orden, for den stille og rolige tilværelse passer ham fint. Den stille tilværelse væltes dog fuldstændig omkuld, da hans kusine, Klara, og hendes forældre flytter hjem fra Afrika og skal bo hos Anton og hans familie. Klara er modsat Anton meget støjende (ifølge Anton), og hun er alt det, som Anton ikke er, nemlig udfarende, kontaktsøgende og fokuseret på at få venner. Værst af alt er det, at Klara skal gå i Antons klasse, og at Antons mødre beder Anton om at hjælpe Klara med at falde godt til.

Klara vil hurtigst muligt ind i pigeklikken i klassen og ikke mindst have sig en kæreste! I et forsøg på at finde ud af, hvad kærlighed er for en størrelse, og hvordan man opnår den, overtaler hun Anton (meget mod Antons vilje) til at starte deres egen guide til kærlighed i form af en blog.

Kimen er dermed lagt til en rigtig sød og meget underholdende bog, der også har nogle undertoner af alvor. Både Klara og Anton er på hver deres måde elskelige figurer, og man kan levende sætte sig ind i Antons voksende frustration over på ingen måde at have lyst til at engagere sig i alle Klaras ideer. Samtidig kan man ikke andet end at holde af Klara og hendes til tider pinlige påfund, hendes gåpåmod samt hendes ‘haven følelserne udenpå tøjet’-maner. Klara er ekstremt fokuseret på, hvad hun selv vil, og hun tænker knap så meget på, hvad Anton vil, men det gør hende ikke mindre elskelig.

Bogen er en del af Carlsens Sommerfugle-serie, som retter sig mod de 9-14-årige piger. Sevlom indholdet så absolut er teenage-relateret, så er sproget dog ikke vanskeligt, og bogen kan dermed sagtens læses af lidt yngre læsere, som vil finde den både sjov og underholdende.

Katrine Skovgaards hjemmeside
Info om bogen på Carlsens hjemmeside

Forfatter

Anmelder: Lonni Carlsen

Lonni er uddannet lærer og læringsvejleder og arbejder til daglig på Gildbroskolen i Ishøj. Hun underviser i udskolingen og er fagansvarlig for dansk på skolens læringscenter. Ydermere er hun beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk. Lonni har en særlig interesse for ungdomslitteratur samt grafiske romaner og billedbøger, der henvender sig til de ældste elever i folkeskolen.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.