Jagten på den talende hund

Forfatter: Morten Dürr, Bo Skjoldborg
Sidetal: 234
Forlag: Forlaget Plot
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 269,95


Målgruppe: 9+

Så løb de. Hen ad gaden. Kurt haltede. Asfalten skar i hans bare fod. Han højre sko hang stadig fast i fasanburets trådnet. Drengene spurtede ned mod cyklerne, som stod parkeret i en sidegade. Bag sig hørte de en bil speede op. Manden forfulgte dem. Billygterne fejede ned ad gaden. Mikkel hev Kurt ind bag en busk. Bilen susede forbi.

Bemærk sproget. Der er fart over feltet. Kun én sætning rummer mere end en hovedsætning. Sætningerne er korte. Vi skal forstå at her er nogen på farlig flugt – og det må man sige de er.

Kurt og Mikkel har specialiseret i at stjæle andre folks kæledyr, hvorefter de lover at aflevere dem tilbage mod en mindre løsesum, Kæledyrsnapperne kaldes de. Nemme penge. Og hvorfor tjene penge på lovlig vis, når det andet er noget mere spændende. Men så er der jo Ellen, som Kurt ser hen på med milde og forelskede øjne, og når hun spiller klassisk på klaveret svømmer han helt hen, selv om han ikke bryder sig om genren. Hvad værre er: Ellen har hørt om disse kæledyrstyverier og er stærkt oprørt, så stærkt, at Kurt er nødt til at overveje situationen.

I ovennævnte citat er de to kumpaner imidlertid ude for at stjæle et par kostbare fasaner, men forehavendet mislykkes og den dramatiske flugt indledes.

I en anden af fortællingens tråde hører vi om den indiske familie, med sønnen Jafar, der vil slå sig ned i Danmark. Denne familie ejer en hund, Fisher, der kan noget så sjældent som tale og som via dansk tv lærer sig at tale dansk på sejlturen fra New Delhi til Københavns havn.

I Danmark kommer Mikkel og Kurt til at gå i klasse med Jafar, og det er Jafar der får fortalt de to knægte, at Jafars far, Chandi vil sælge Fisher for en million dollars, efter som han jo har denne sjældne evne. Hermed er en dristig ide plantet i hovedet på Mikkel og Kurt. Og de kommer da på snedig vis i besiddelse af hunden. Men inden de får set sig om, sidder de i problemer til op over begge ører. Dels stiller Fisher som krav at den vil møde en anden talende hund, Fifi, som tilhører operasangeren Hubert Lycowitz, dels sender Chandi sine to gorillaer ud for at finde Fisher, og så går det over stok og sten. Og det hele kulminerer i Arena 2000.

Hvordan bortførelsen af hunden finder sted, og hvorledes Kurt, Mikkel og Ellen får løst det problem, som Kurt og Mikkel har bragt sig i og fået Ellen indlemmet i, det må du selv læse. Men det skal stå som et løfte: Det er en skøn oplevelse af vende blad efter blad i denne hæsblæsende og humorfyldte krimi. Man føler sig i virkelig godt selskab.

Morten Dürr er jo i forvejen velkendt som forfatter til et efterhånden stort antal børnebøger. Vi kan nævne: Slip aldrig Samiras hånd (2007), Marias dukke (2010), en fantastisk billedbog, som blev lavet sammen med illustrator Lars Gabel og den alvorsfyldte Det skjulte kort (2012). Et fint forfatterskab med både alvorlige og groteske temaer (fx titler sil serien Sort Chok).

Bo Skjoldborg har fx udgivet de fem bøger i Vild-serien, senest Vild gift, 2014. Derudover har han udgivet bogen om Flowskrivning og bogen Skriv så de reagerer.

Dette er deres første udgivelse sammen, men der forventes at udkomme flere bøger fra deres hænder. Det kan man så bare glæde sig til.

Der må advares mod, at bogen kan risikere at være vanedannende. Vel er det ikke stor litteratur i litterær forstand, men det er litteratur, der styrker læselysten. Og det er ikke nogen ringe gevinst ved en bog i vore dage!

Man tænker undervejs mere end en gang over, at der engang i 70’ernes alvorstunge børnelitterære miljø pludselig dukkede en ung forfatter op, som fik børnene – og de voksne for den sags skyld – til at grine overgivent, nemlig en vis hr. Reuter.

Det samme kunne nemt komme på færde her. Vi vil glæde os til at følge med i, om der skulle komme flere bøger fra de to herrers hænder.

Bøgerne er først og fremmest velegnet til selvstændig læsning.

http://boskjoldborg.dk/shop/

http://www.forlagetplot.dk/

https://mortendurr1.wordpress.com/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.