Isadora Moon på camping

Forfatter: Harriet Muncaster
Illustrator: Harriet Muncaster
Oversætter: Sara Ejersbo Frederiksen
Sidetal: 122
Forlag: Carlsen / Serie: isadora Moon 2
Udgivelsesår: 2016

Målgruppe: 8+

Isadora Moon er ikke helt som andre børn. Hende far er nemlig vampyr, og hendes mor er fe – så Isadora er halvt af hver.

I ”Isadora Moon på camping” er Isadora taget på ferie med sin babylillesøster og sine forældre. De er taget på camping ved vandet, og Isadora får sit helt eget telt at sove i.

Isadoras far, som bruger virkelig meget tid på sit udseende, har taget sin antikke, juvelbesatte kam med på camping, og den passer bare helt perfekt på toppen af det sandslot, Isadora har bygget nede på stranden. Derfor tager hun den uden at fortælle sin far det. Men tidevandet tager både sandslottet og kammen, og nu er Isadora i store problemer. Hun kan ikke få sig selv til at fortælle sandheden til sin far, men tager i stedet af sted for at prøve at finde kammen ved at dykke i vandet. Her møder hun en havfrue, der måske kan hjælpe.

Forfatteren har selv illustreret bogen. Der er masser af glitter på forsiden, og alle illustrationerne er holdt i fine lyserøde og sorte farver og illustrerer på den måde Isadoras lyserøde feside og den sorte vampyrside.

Det er en rigtig sød historie om det at komme til at gøre noget, man egentlig godt ved er forkert, og om det med at have modet til at turde fortælle sandheden. Den handler også om venskab, og om at være ensom. I det hele taget tror jeg mange børn vil kunne nikke genkendende til mange af de følelser, Isadora har.

Den har det lidt imod sig, at den indholdsmæssigt henvender sig til 6-9 årige, men læseteknisk mere henvender sig til 9-11 årige. Derfor vil jeg faktisk helst anbefale den til højtlæsning for børn i indskolingsalderen.

http://www.carlsen.dk/

http://victoriastitch.blogspot.dk/

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.