Det var ikke mig! sagde Robin Hund

Forfatter: Alicia Lima de Faria
Illustrator: Alicia Lima de Faria
Oversætter: Signe Sick Kjærsgaard
Sidetal: 40
Forlag: ABC
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 222,50

Målgruppe: 4+

”Skyd så hårdt du kan! råber Fanta.
Det bliver knaldhårdt, men Uffle står i vejen, som sædvanlig.
Det var ikke mig!
Det var helt sikkert dig, siger Harriet.
Og nu skal du sige undskyld til Uffle.”

Robinhund er en venlig hund, der går i børnehave. Han vil ikke noget ondt, men alligevel ender det ofte med, at der sker noget, der ikke var tilsigtet.

Robinhund bliver så ked af det, at han gemmer sig for alle. Harriet, Sonja, Uffle og alle de andre børn leder efter ham, men han vil ikke findes. ”De kan lede lige så meget, de vil, tænker Robinhund. De finder mig aldrig, jeg kommer ikke frem, aldrig i livet.”

Alle de andre børn bliver hentet, og så er det alligevel lidt skummelt at være alene. Men…. så kommer Robinhunds storebror. Han holder om Robinhund med sine store arme og spørger, om de skal gå hjem. Og sådan er det med brødre. De henter én i børnehaven og de tror på Robinhund, når han siger, at det ikke var med vilje, at han spildte mælken, ødelagde gyngen og sparkede for hårdt til bolden.

Tekst og illustrationer er af Alice Lima de Faria. Illustrationerne er fine stiliserede huse, træer og mennesker (og hunde), hvor de store farveflader giver en fin stemning til situationen. Rødt og grønt i komplementærfarver giver masser af konfliktbaggrund, og på sidste opslag ser man Robinhund, der går med sin bror gennem den mørke by, hvor husenes vinduer er oplyste og hvor man ser månen og stjernerne højt på himlen.

Der er bøger, der er gode til ”dialogisk læsning”, hvor samtalen kan gå om alt hverdagens mange problemer. Dette er en af de bøger, man kunne ønske, der blev læst højt i børnehaven.

Robinhund er en venlig hund, men der sker jo altid noget, når man er aktiv og engageret i leg. Her kan bogen give et fint afsæt til samtale. Og illustrationen, der viser Robinhund, der slæbes ind på Sonjas kontor, er fremragende.

Alle bør have en bror, man kan fortælle alt. Det har Robinhund.

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.