Ikke 100% normal

Forfatter: Dorte Lilmose
Sidetal: 121
Forlag: Gyldendal / Serie: Læs Løs
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 210,00


Målgruppe: 12+
Sværhedsgrad: Lix 20

”Det er mørkt udenfor. Far sidder i en stol og snorker med en sammenfoldet avis i skødet. Altså lever jeg. Min mave trækker sig sammen i glæde. Men så begynder triste tanker pludselig at skylle ind over mig: Isen, der smelter på Antarktis. Vandstandene, der stiger og stiger. Snart forsvinder Maldiverne under bølgerne. Plastik, der flyder rundt. Skildpadder og delfiner, der dør af at spise, fordi de tror, at plastik er fisk. Syreregn, sort sne, grå kulluft. Og den er helt galt i Kina, Indien, USA og Rusland.”

I romanen Ikke 100% normal bliver Jonathan indlagt efter at være besvimet af et utroligt voldsomt nys. Da han vågner igen, er han forandret. Han er overbevist om, at det er hans kald at redde verden, og en indre stemme i hans hjerne bekræfter ham i det. Han flygter derfor fra hospitalet midt om natten og efterlader en (måske) forklarende seddel til sine forældre.

Herfra bliver det bare vildere og vildere. Han starter med at finde pigen Linse, der helst vil kaldes Josephine, fanget i en indkøbsvogn ved et kolonihavehus. De føler med det samme en form for fælles forståelse af at måtte redde verden. Herefter finder de et flygtningebarn, der gemmer sig under en lastbil. Drengen taler ikke dansk, men kan moonwalke lidt, og derfor kalder de ham Michael Jackson. De tre sammen forsøger at redde verden ved at samle skrald og plastik og leve af madrester fra containere.

Helt galt går det, da de beslutter sig for at stjæle hunde for at sende dem med et skib, så de kan blive spist i Kina. Det viser sig, at det ikke er helt så let at redde verden som først antaget.

Ikke 100% normal er en meget speciel bog. Den har helt klart nogle meget spændende pointer undervejs, både om eksistentialitet og miljø, men jeg synes altså aldrig historien kom helt under huden på mig. Hele tonen i bogen er lettere fabulerende og filosofisk, og den præmis skal man i hvert fald som læser lige købe, hvis bogen skal fungere optimalt. Når det er sagt, er jeg helt overbevist om, at bogen egner sig fortrinligt til undervisningsbrug, da der er en del klimadiskussioner, der sagtens kan tages og sættes ind i en større sammenhæng, bogen igennem.

Bogen har lix 20 og er en del af Gyldendals Læs Løs-serie, som er frilæsningsbøger inddelt i 10 niveauer, som understøtter børnenes individuelle læseudvikling. Der findes gratis opgaver til bogen på www.gu.dk, hvilket helt bestemt gør den endnu mere egnet til undervisningsbrug.

Ikke 100% normal – Gyldendal

 

 

 

 

 

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Lix, Selvlæsning, Let at læse, Mellemtrin og tagget , , , . Bogmærk permalinket.