Hvorfor hedder jeg Ivan?

Forfatter: Anne Sofie Allerman
Illustrator: Kirsten Raagaard
Sidetal: 230
Forlag: ABC Forlaget
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 230

Målgruppe: 5-9 år

Sidste sommer, da Ivan var hos sin farmor, Frida, spurgte ham hende: ”Hvorfor hedder jeg Ivan?”

Og Farmor svarede dengang: ”Spørg din far og mor. Det var dem, der gav dig navnet.”

Hvis Ivan stiller samme spørgsmål til sin farmor nu, vil hun ikke sige, at han skal spørge sin mor, for det kan han ikke. Hun er her ikke mere. Ivans mor er død.

Ivan er igen på sommerferie hos sin farmor, der bor i de finske skove. Hun er ikke helt almindelig. Hun arbejder ikke, hun hedder jo netop ”Fri-da(g)”, som hun forklarer Ivan.

Farmor Frida er ret god til at være alene sammen med Ivan. De kan sidde sammen uden at skulle tale sammen hele tiden, men Ivan bruger også megen tid sammen med egernet Ego, som han forsøger at tæmme. Hver morgen bader farmor og Ivan i den nærliggende sø, hver fredag køber de ind til hele ugen, hver søndag bliver de vasket i en balje. Sådan er der fuldt program på hele ugen.

Men så en nat vågner Ivan ved en klagende lyd fra farmor. Hun ligger på gulvet i køkkenet, og han må hente Johannes, der bor et stykke vej fra farmors hus. Johannes kommer, han får ringet efter en ambulance, og nu er Ivan og Johannes alene hjemme i skoven. Johannes er finne, han taler ikke dansk, men finsk og lidt engelsk, og han lærer Ivan at spille skak. Det er et spil, hvor man ikke behøver mange finske ord.

Farmor skal opereres på Rigshospitalet, så Johannes må følge Ivan hjem til Danmark.

Her venter far, der altid har travlt.

Bogen er en fortælling om at leve med sorgen og savnet. Ivan får talt med Johannes om sin døde mor, de besøger kirkegården for at sætte blomster, og farmor får også fortalt far, at han må tage samtalen med Ivan. Han må tage mange samtaler med Ivan, og det sker bedst i de mørke finske skove, så Ivan og far rejser alene op til farmors hus.

Det er en oplæsningsbog, der giver et fint indblik i, hvad man kan tænke om døden. Ivans mor begik selvmord i en depression, og det bliver der også talt om. Ivan får stillet alle de spørgsmål, han gerne vil have svar på, og som læser får man flere vinkler på sorgarbejdet. Ivans far forsøger at glemme sorgen gennem arbejde og fornægtelse, men farmor sørger for, at han kommer på andre tanker.

Og Ivan er der midt i det hele. Han har sin farmor, og han får også sin far tilbage, ligesom han har en ven i Johannes, der viser sig at være en virkelig god nabo, der tager ansvar i de uger, hvor Ivans far melder pas.

 

Om forfatteren

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Oplæsning og tagget , , , . Bogmærk permalinket.