Hvor blev mor af?

Forfatter: Kaia Dahle Nyhus
Illustrator: Kaia Dahle Nyhus
Oversætter: Dal Michaelsen
Sidetal: 40
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår: 2018

Målgruppe: 6+

Hver dag er der børn, der mister en forælder. På årsbasis taler man om ca. 6.000 børn ifølge organisationen Børn, Unge og Sorg. For et barn kan et tab være omgærdet med dyb, inderlig sorg, men også med en uoverstigelig undren over, hvorfor tabet skulle ramme netop det barn. Hvad har man gjort forkert? Hvorfor skulle det ske? Hvorfor lige min mor?

I disse sammenhænge har børnelitteraturen længe spillet en rolle, fordi den byder på fiktive virkeligheder, hvor børn mister, sørger og undres, og hvor børnelæsere måske kan finde noget, de kan genkende hos dem selv. Noget, som andre ikke kan sætte ord på. Mange skoler, daginstitutioner og sorggrupper råder endda over sorgbogkasser med børnebøger, der kan hjælpe børn i sorg.

Med Hvor blev mor af? melder også norske Kaia Dahle Nyhus sig på banen med en bog om et barn, der har mistet. Læsere af denne anmeldelse vil formentlig genkende efternavnet, da Kaia er datter af forfatterparret Gro Dahle og Svein Nyhus, der ikke er blege for at tage kontroversielle emner op i deres bøger. Det er Kaia heller ikke. Hendes bog med egne illustrationer bevæger sig konstant i et børneperspektiv, der viser jeg-fortællerens svære tanker og tunge undren. Jeg-fortælleren har mistet sin mor. Hvad, der konkret er sket, afsløres ikke, men moren er væk, og faren er en mand af få ord, der dog bærer på en knugende sorg inde bag den formelle facade.

Barnet oplever en dag, at han svæver op under loftet. Han kan ikke forklare hvorfor, og faren er nødt til at binde en snor i ham, så han ikke svæver væk. Om natten må drengen bindes til sengen for ikke at slå næsen mod loftet. Værre er det i skolen, hvor drengens konstante svæven rundt forstyrrer de andre børn i klassen, og læreren påpeger, at det ikke går an at have en svævende dreng i undervisningen.

Der er dog ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget, og fordelen ved at kunne svæve udmønter sig i, at man kan svæve op og få overblik, hvis bare man får snor nok, og når bare en voksen holder godt fast i den anden ende. Så kan det endda være, at man får en form for forvisning og nogle svar.

Hvor blev mor af? minder mig om Thomas Tidholms Rejsen til Ugri-La-Brek fra 1988, i hvilken de to børn, Musse og Bimmer, drager ud for at finde deres morfar, der pludselig er forsvundet. De finder ham i den fjerntliggende by Ugri-La-Brek, og herefter kan børnene rejse hjem med ro i sindet. Kaia Dahle Nyhus’ jeg-fortæller møder sin mor, der cykler ude på en ikke nærmere bestemt vej, men det bemærkelsesværdige er, at hun ikke stopper cyklen for at hilse på sit barn. Heller ikke da barnet rækker ud efter hende. Hendes rejse fortsætter, men barnet ved nu, at mor har det godt, der hvor hun nu er på vej hen. Hun kan i hvert fald lide at cykle.

Dahle Nyhus udviser en dybt forankret forståelse for barnet, der ikke kan finde ro i sin sorg, men svæver rundt på må og få. Som selve sorgens væsen bliver også det sørgende barn flygtigt og udsvævende, og det tager tid at finde fodfæste igen. Hos jeg-fortælleren genfindes roen efter mødet med moren, og herefter kan han atter sove roligt i sin seng. Uden at være bundet fast.

Det er værd at bemærke, hvordan den før så formummede far giver barnet lov til at finde vej i sorgen vel vidende, at han står for enden af snoren og kan hale barnet hjem, når tid er. Personligt har jeg længe ment, at det vigtigste for børn i sorg er voksne, der holder sig tæt til dem og med rettidig omhu kan trække børnene til sig. Tabet kan bringe kaos og forvirring nok i sig selv. Barnet må aldrig føle, at der gives slip på det, og at sorgen tager overhånd og bliver det toneangivende. Det ved faren, og gudskelov for det.

Forfatteren har selv illustreret bogen, og ganske vist er der ikke tale om stor illustrationskunst, men bogens naive illustrationer sætter fortællingen i centrum og bidrager samtidig til det metaplan, der bevirker, at vi som læsere kan betragte barnet udefra efterhånden som tabet mod bogens slutning bliver et livsvilkår for jeg-fortælleren. Man har muligvis ikke fået et fuldstændigt svar på, hvor mor blev af, men hun er derude på sin cykel, og det er måske svar nok.

Jeg kan ikke andet end varmt anbefale denne indsigtsfulde historie af en forfatter, der ved, hvad hun har med at gøre. Bogen skal ikke ned sammen med alle de andre billedbøger. Den skal læses af det barn, der har brug for det, eller anvendes i et undervisningsforløb med udgangspunkt i billedbogens enestående muligheder for selvfordobling i børnehøjde. Psykologer, lærere og pædagoger, der møder børn i sorg, kan med fordel anvende bogen. Måske kan bogen også finde vej til de hjemlige boghylder. Man behøver ikke selv at have mistet for at forstå et savn. Der er grobund for en god snak efter endt læsning.

Kaia Dahle Nyhus
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside

Forfatter

Anmelder: Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.