Hvis det er os

‣ Forfatter: Adam SilveraBecky Albertalli

‣ Oversætter: Randi Bjerre og Betty Frank Simonsen

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 449

‣ ISBN: 9788711900062

De unge fyre Arthur og Ben støder bogstaveligt talt ind i hinanden på et posthus et
sted i New York. Begge fornemmer en umiddelbar tiltrækning mod den anden, men
deres møde er flygtigt og en smule akavet, og det gør det ganske svært for dem at
indlede en samtale. Situationen bliver ikke mindre kaotisk, da folk omkring dem
pludselig bryder ud i sang og dans. Et stort flash mob-frieri til Bruno Mars’ Marry
Me er i gang. De dropper samtalen og går hver til sit.

Men ingen af dem kan helt glemme mødet, og som dagene går, bliver de hver især
mere og mere desperate og forhippede på at finde den anden igen. Det store
spørgsmål er bare: Hvordan gør man det i en kæmpestor metropol som New York?

I den første del af bogen følger vi de to fyre i hver deres jagt på at finde den anden. Læseren
lærer derfor karaktererne rigtig godt at kende og opdager, hvor forskellige de er, længe inden de rent faktisk mødes. Således kan læseren hygge sig med at fundere lidt over, hvorvidt de to personer overhovedet vil passe sammen, når mødet endelig sker – for det gør det selvfølgelig.

Arthur er faktisk slet ikke fra New York, men derimod fra den betydeligt mindre by
Milton i Georgia. Han befinder sig i New York hen over sommeren, fordi hans
advokat-mor har opgaver, der skal løses i advokatkontorets New York-filial. Arthur selv
har fået et sommerjob som stik-i-rend-dreng på kontoret. Han er desuden jøde, elsker
musicals og kender og skråler med stor fornøjelse med på alle sange i Broadway’s
repertoire.

Ben er derimod rendyrket new yorker med puertoricanske rødder. Da vi møder ham i starten
af bogen, er han – til sin egen store ærgrelse – lige begyndt på sommerskole. Det er på ingen måde en ønskesituation, og den bliver ikke meget bedre af, at årsagen til pjækkeriet var et brændende ønske om at tilbringe tid sammen med kæresten, som nu er ekskæresten, og som også er tvunget til at gå på sommerskolehold. Endda på det samme hold som Bens!

Hvis det er os er en ganske sød YA-fortælling om en forelskelse mellem to unge fyre. Historien er forfriskende, fordi der ikke gøres et stort nummer ud af, at hovedpersonerne er homoseksuelle: Både forældre og venner accepterer dem fuldt ud, og kun enkelte og uvæsentlige karakterer vender tommelfingeren nedad. Sproget er friskt og frejdigt og minder meget om det, man støder på i fx Albertallis Simon vs. verdens forventninger eller Silveras De dør begge til sidst. Bogen vil være et hit blandt de to forfatteres store fanskarer.

Becky Albertalli
Adam Silvera
Info om bogen på Carlsens hjemmeside – med læseprøve

Anmeldelsen er skrevet af Lonni Carlsen

Lonni er uddannet lærer og læringsvejleder og arbejder til daglig på Gildbroskolen i Ishøj. Hun underviser i udskolingen og er fagansvarlig for dansk på skolens læringscenter. Ydermere er hun beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk. Lonni har en særlig interesse for ungdomslitteratur samt grafiske romaner og billedbøger, der henvender sig til de ældste elever i folkeskolen.