Hjertets måner

Forfatter: Hugo Thomasen
Sidetal: 138
Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 150,-


Målgruppe: 13+

Du skal ikke sige noget nu. Du skal gå herfra nu og give dig god tid til at tænke det hele igennem. Jeg mener … jeg har også brugt en del tid på at tænke tingene igennem. Og det skal du også, og så skal du komme tilbage hertil, når du har truffet din beslutning.

Adam slæber rundt på et traume. Han var en vinterdag gået gennem isen og var ved at drukne, og havde gjort det, hvis ikke en ukendt havde reddet ham i land. Redningsmanden forblev imidlertid ukendt, selv om han blev efterlyst i medierne, og langsomt gled hændelsen i glemmebogen i offentligheden, men naturligvis ikke hos de to involverede.

Adam skal begynde i en ny klasse i Gymnasiet. Her kommer han til at gå i klasse med to smukke unge kvinder, som han tiltrækkes af. Den ene er Ida Marie, som er en djærv gå-på-pige, der ingen problemer har med at tage initiativer. Den anden er den mere blide og beskedne, og synes det, redelige Anne.

Ida Marie ser sig med det samme varm på Adam og inviterer ham hjem til sig en aften, hvor hendes forældre ikke er hjemme. Og hun lægger ikke skjul på, hvad der er hendes hensigt, og gennemfører sit forehavende, så Adam får hele pakken. Hun giver samtidig udtryk for, at hun vil have ham, og at han skal samtykke. Hendes uforfærdethed gør ham usikker og ængstelig. Og sammen med Ida Maries forældre tager de til Toscana, og pludselig føler han sig fanget i noget, som han er usikker på, om han for alvor vil.

Den anden pige, Anne, overtaler  ham en dag til at pjække fra skole. Her går de en lang tur, og Anne fortæller, at hun gerne vil være hans kæreste, men det kræver, at Adam straks kontakter Ida Marie og slår op med hende. Ikke noget dobbeltspil her.

Mens Adam er sammen med Anne, går det op for ham, at det er hende, han vil have og ikke Ida Marie, som han da også kort efter slår op med.

Nu tør han sige, at han har fundet hende, han ønsker at være sammen med. Men netop her bliver han opsøgt af en af klassekammeraterne, Steen.

Steen forlanger af ham, at han skal slå op med Anne, og den dobbelte grund til at han gør det er, at han dels selv er forelsket i hende og dels, at det viser sig, at det var selvsamme Steen, der i sin reddede ham fra at dø på isen.

Adam sidder nu i saksen. Hvad skal han gøre? Og da samtidig Anne fortæller, at hun er (efter al sandsynlighed) alvorligt syg, og Ida Marie fortæller, at hun er gravid og ønsker at føde barnet, ja så sidder han for alvor i saksen. Hvad skal han gøre?

Man kan måske synes, at slutningens problemkomplekser tårner sig vel rigeligt op, og det er da også sandt. Det hele bliver bare alt for meget af det gode. Samtidig henligger afslutningen på fortællingen underligt uforløst – hvor første del af fortællingen får god plads til at folde sig ud på, så jappes slutningen igennem på ganske lidt plads.

Når hertil kommer, at bogen ikke er særligt velskrevet, så fader det hele ud i en temmelig kedsommelig fortælling, som er en stor skuffelse. Læs bare det indledende, noget klodsede citat.

Man kunne ønske sig, at der havde været en forlagskonsulent ind over manus, således at såvel fortællingen som sproget kunne have fået et grundigt eftersyn og en omfattende redigering, så de havde kunnet holde læseren fast. Forfatteren kan faktisk godt skrive, men er alt for glad for det overflødige og det udviskende. Kill your darlings – det må absolut læres, ellers bliver det aldrig godt.

Der er tre alvorlige problemer med fortællingen:

Dels er persontegningerne mærkeligt stereotype, ligesom plottet er temmelig forudsigeligt.

Dels er forfatteren alt for tilbøjelig til at ville fortolke for læseren, hvad man skal mene i givne situationer, og endelig er sproget slet ikke godt. Forfatteren er alt for ivrig efter at bruge såvel adverbier som adjektiver.

Adverbiet ”nærmest” forekommer et utal af gange bogen igennem. Og fx i kapitel 14, som er på tre sider, der bruges adverbiet ”helt” hele 9 gange – og ”nærmest” optræder to gange.

Problemet med overrepræsentationen af adverbierne er, at forfatteren hele tiden udvander de ting, som han vil fortælle, som om han ikke har modet til at fortælle og stå ved, hvad han skriver.

Lad os tage et citat fra ovennævnte kapitel, hvor begge adverbier er brugt: Forsigtigt og helt lydløst åbnede hun døren, eller et stort vindue var det vel nærmest, og skubbede forsigtigt Adam indenfor. Der var helt mørkt i værelset. 

I alle tre tilfælde er ”helt” og ”nærmest” overflødige (Når man er lydløs er man vel lydløs? – og det store vindue kan i bedste fald undværes, eller sagtens stå helt alene altså uden ”nærmest” – og endelig er der mørkt i rummet – så behøver man ikke skrive ”helt”). Dette ville ikke være blevet bemærket, hvis det var de eneste gange, ordene var nævnt … Men det er det som nævnt langtfra.

Desværre ikke nogen god roman – Der er gode ansatser, men det bliver ved det, desværre.

http://mellemgaard.dk/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.