I Hasulle Banulle bygger hule møder vi igen Hasulle Banulle, som er et lille temperamentsfyldt væsen, der er bor i en mobilmast inde i byen. Han har en
tyk, rød pels, fem ben og elsker at bygge hule af gamle ispinde. Men hans hule er for lille. Og grim! Han må skaffe sig nogle flere ispinde – men hvordan gør man det?
Chr. Winther har med Hasulle Banulle skabt et pudsigt, hyggeligt og lettere kolerisk lille monster, der rimer meget og gør en masse ting, der ligger lige på grænsen af, hvad man må: i denne anden bog i serien hugger han en kasse is fra isbilen, så han kan skaffe sig byggematerialer til sin hule.
Teksten er næsten hele vejen igennem kortfattet og oplæsningsvenlig, mens illustrationerne er enkle, farverige og velegnede til at vise frem for en børnegruppe. En lidt sjov detalje er farvegivningen af de forskellige elementer: Hasulle, hans gummistøvler og ispindene er i klare farver, mens alt andet er gråt. Særligt tydeligt bemærker man det på opslaget, hvor Hasulle gemmer sig: ”Han gemte sig bag en stor hund, der pludselig så ud til at have ni ben. Og fem af dem med flotte gummistøvler på.” Her er hunden
(og hundehømhøm’en – en lille hilsen fra første bog i serien – bag den) helt i grå toner, mens Hasulles fem gummistøvlebeklædte fødder skriger farvestrålende under den.
Som i forgængeren – Hasulle Banulle og gummistøvlen – stikker det allersidste opslag lidt ud, både i forhold til sprog og målgruppe. Denne gang får vi en moralsk overvejelse: ”Jeg har taget ALLE isene, det er GODT. Men hvad nu, hvis ANDRE også vil have is? Hvis det er godt for MIG, men dårligt for MANGE, er det så godt? Og hvis det ER godt, hvorfor har jeg det så DÅRLIGT?” Det virker en smule malplaceret og måske lidt vel skåret ud i pap
Mange børn fra de ældste i vuggestuen til de yngste i indskolingen, vil uværgerligt falde for Hasulles elskelige temperament og frækhed, og Hasulle Banulle er da også både enkel og sjov at læse op for den voksne. Denne bogs fokus – Hasulle stjæler is fra isbilen for at skaffe sig pinde til sin hule – er ikke ligeså underfundigt virkelighedsnær som i forgængeren, hvor Hasulle blev forklaringen på børnehavens forsvundne gummistøvler, men er dog stadig en hyggelig læseoplevelse med et skørt bud på, hvorfor der
nogle gange ikke er flere is. Dertil er den nem at have en dialog om, både undervejs og efter oplæsningen.
