Haram

Forfatter: Kristina Aamand
Sidetal: 122
Forlag: Gyldendal / Serie: Spurt
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 179,95


Målgruppe: 13+

“Jeg har jo sagt, at det er løgn. Jeg er 100 % sikker på, at det bare er nogen, som er misundelige. Fordi jeg klarer mig godt i skolen. Og vil tage en god uddannelse. Måske vil det skade os med rygter … eller noget” Jeg kan ikke flytte blikket fra spinatklatten. Jeg kan ikke se mine forældre i øjnene.

Citatet siger i grunden det hele. Anisa, som bor sammen med sin muslimsk palæstinensiske familie, bliver af sine forældre beskyldt for at have et kærlighedsforhold til danske Johannes. Hun ved, at hvis forældrene opdager forholdet, er hun på det nærmeste en ”død” pige. Hun kan i familiens øjne aldrig blive gift med nogen anden end en muslim. Ikke desto mindre er hun lykkelig i forholdet til Johannes, og befinder sig desuden godt, når hun er sammen med hans mor. Men nu er forholdet blevet opdaget – i det mindste på rygteplan, og forældrene forholder Anisa, hvad der bliver sagt. Hun gør, hvad hun finder nødvendigt, lyver og prøver at redde skindet på sin egen næse og hendes familie fra at opleve skammen gennem hendes skyld. Derfor kan hun ikke se sine forældre i øjnene.

Men Anisa kæmper mod overmagten. Dels fordi der er noget om anklagerne, dels fordi hun ikke er klar til (hverken nu eller om overhovedet) at skulle opgive sin Johannes.

Også Anisas veninder Kadidja og Muna kender til rygterne og afæsker hende et svar. Anisa forsøger at binde de to veninder til sig gennem en fortrolighedskontrakt, hvor de alle tre skal betro noget intimt til hinanden, således at hvis den ene sladrer eller taler over sig, så kan de andre – to mod en – hævde, at den tredje lyver, eller udlevere hende. Den skulle jo sådan set være vandtæt, ikke sandt. Men er der en sprække, skal vand nok finde ind!

Og ballade bliver der, og konsekvensen af det hele bliver den næsten værst tænkelige, hvilket dog ikke skal åbenbares her.

Haram (bogens titel) betyder forbudt i modsætning til Halal, som betyder tilladt. Om de to begreber drejer sig denne lille roman, der er et fint eksempel på, hvad forskellen er mellem at tro og at være religiøs. At tro betyder, at man på det personlige plan forholder sig til sin Gud, men forholdet forpligter ikke herudover. At være religiøs betyder derimod, at man ikke bare har sin personlige tro, men dertil også må forholde sig bundet til en hel kultur, hvorigennem der udstikkes rammer for hvilken livsførelse, man kan tillade sig.

Og det er islam slet ikke den eneste religion, der praktiserer. Vi har jo fx Indre Mission og Jehovas Vidner (Læs eller se fx Elsebeth Egholms romaner eller tv-serier om journalisten Dicte Svendsen). At være religiøs har loven, fordømmelsen, skylden og skammen som sine trofaste følgesvende – ikke bare som noget individuelt, men som noget kulturelt. Og når dommen rammer den enkelte, rammer den derudover også fx resten af familien. Om ikke flere.

Kristina Aamand er født i 1972 og har en dansk mor og en palæstinensisk far. Hun er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver. Hun har tidligere udgivet bøger, fx På Tværs – kunsten at overleve en pakistansk svigermor (2015) og børnebogsserien om Omar, Bruno og Mussa.

Haram og Halal er, hvad Anisa Kæmper med i denne fine lille roman, der er udkommet i Gyldendals SPURT-serie, YA romaner,der er skrevet i et let sprog, og som ikke er alt for lange.

Haram er vel først og fremmest til selvlæsning. Ikke mindst for unge piger af anden etnisk herkomst, som søger muligheder for deres eget liv. Men den har desuden alment budskab til alle, der finder, at de lever under snævre rammer, hvor vejen fra synd til fordømmelse er uendelig kort. Og hård.

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.