“Rutinen er uændret. Og det samme er buret. Og det samme er hånd- og fodlænkerne.
Kvælerhalsbåndet sidder stadig om halsen. Løst, men det er der. Jeg vil dø, hvis jeg forsøger at flygte, ingen tvivl om det. Og jeg er ikke nået dertil, hvor det er noget jeg ønsker”
Nathan er en halvkode, halvt hvid heks på sin mors side og halvt sort på sin fars. Og på trods af at han ingen indflydelse har haft på sin herkomst, er det en utilgivelig synd i samfundets øjne. Ved bogens start sider han som fange i et bur og trækker i sin hjernes tynde tråde sporadiske minder frem om de valg (eller mangel på samme) der førte ham dertil. Man følger hans opvækst i et samfund der ikke er gearet til gråzoner som Nathan, men som insisterer på at se alt i sort og hvidt, koste hvad det vil. Og det er en dyr pris at betale, ikke kun for Nathan, men også for hans familie, der nærmest bliver betragtede som besmittede på grund af Nathans dualitet. Nathan får en opvækst der i starten er hård, dernæst grum og til sidst næsten så utilgivelig, at det nærmer sig en ubærlig smertegrænse. I starten underordner Nathan sig så nogenlunde de begrænsninger der sættes for ham, med et barns umiddelbare accept, men efterhånden strammes tøjlerne og langsomt begynder det at gå op for Nathan, at man måske ikke bare altid skal indordne sig, selv om alle andre tager tingenes tilstand for givet. Og at det måske heller ikke er alle der bare stiltiende accepterer.
I samfundets optik er de hvide hekse de gode, mens de sorte hekse er onde – og tag ikke fejl, umiddelbart virker de sorte hekse ikke som de mest næstekærlige mennesker, men den behandling Nathan bliver udsat for, sår tvivl om hvorvidt de hvide hekse ikke på sin vis er nøjagtigt lige så grusomme som deres sorte pendanter. Hvor Nathans behandling i starten er et simpelt forsøg på at inddæmme en frygtet genetisk arv, slutter med et direkte forsøg på at knuse Nathan med alle midler. De hvide hekse ender med at sætte deres egen menneskelighed i pant for trygheden i et velordnet, komfortabelt og særdeles militant samfund.
Half Bad er på samme tid en spændende fantasyroman, men også urovækkende filosofering over ondskabens væsen, om ondskaben mon er medført eller tillært – og i dette tilfælde om Nathan omsider vil favne sin mørke side fuldt og aldeles, eller vil det lykkes ham at vælge sin egen kurs og sætte sig ud over de forventninger han har levet i skyggen af i så mange år?
Hvor langt er man villig til at gå for at komme ondskab til liv? Hvad eller hvem er man villig til at ofre? Og kan man frivilligt gå så langt, at man ofrer sin egen menneskelighed? Det her er et eksempel på en dystopisk fantasyroman i en klasse for sig selv, af den slags sætter sig fast i én og ikke giver slip, selv længe efter bogen er læst.
