Guldfisken Glimmer

‣ Forfatter: Jesper Wung-Sung

‣ Illustrator: John Kenn Mortensen

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 149,95

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 104

‣ ISBN: 9788763862196

”Dengang, længe før Glimmer var stor, stærk og glødende af hævntørst,

var han lille, blid og uden navn.

Han var bare en bitte guldfisk i en plasticpose på passagersædet af en bil.”

Jesper Wung-Sung har i lang række romaner og fortællinger til de helt unge, som eksempelvis Zam (2015) og Alfred og gabestokken (2018) og nu Guldfisken Glimmer fortalt om at forsøge at finde sin identitet og plads i verden.  Her i Guldfisken Glimmer handler det også om hævn og om at bryde ud af den strammende guldfiskebowle, der bare ikke passer til en længere.

Det er kendetegnende for Jesper Wung-Sung, at hans fortællinger kan læses på mange måder og derfor kan fortolkes på mange måder. Desuden er de skrevet i et bragende godt dansk, tit med et skævt fiskeøje til drengegruppen i klasseværelset, og der leges ofte med eventyrgenren.

Guldfisken Glimmer fortælles skiftevis i to spor, med kapiteloverskrifterne -Dengang og Nu.

Der var engang, hvor Glimmer var en lille sød, blid og imødekommende guldfisk, der boede i sin bowle på et pigeværelse hos søde Maja. Tilværelsen var let og overskuelig, lige indtil Maja forandrede sig, tabte interessen for Glimmer og en dreng dukkede op på pigeværelset. En dreng, der bliver Majas kæreste, som smider Glimmer i lokummet:

”Nu skal vi se dig sprælle. Farvel, Flimmer Idiot,” sagde drengen og vippede bowlen. ”Hils i helvede!”

Herfra er det ren darwisnisme og ”survival of the fittest” for Glimmer nede i den stinkende kloak i selskab med alverdens uhumskheder og med skrækkelige skabninger som modstandere. Bl.a. den tohovede skildpadde ”Højre Venstre Flænser” der har et særligt ”næb og øje” for guldfisken. Allerværst er dog kloakkens hersker, den altædende kæmpealligator ”Termigator.” Glimmer går i hård fysisk træning, æder sig kæmpestor og stærk før det endelige opgør med ”Termigator.” Og den lille blide guldfisk ender som den store barske hævner.

Da det bliver Halloween, er Glimmer er klar til det endelige opgør med Maja, hele hendes familie og især Drengen, for:

”Dem, der har sendt mig herned. … De skal selv ende i kloakken.”

Og lidt længere nede ad side 94:

”Han ventede. Så sprøjtede han vand på sig selv for at være så våd som muligt, inden han stødte kloakdækslet op med hovedet.

Glimmer rejste sig på halefinnen, kneb øjnene sammen i tusmørket, og smilede længe og så ondt som muligt. Så begyndte han at gå ned ad vejen for at få fat i hende.”

Hvad der sker i den hæsblæsende, actionmættede, spændende, ulækre og fornøjelige afslutning den halloweenaften i villakvarteret hos Majas familie skal ikke afsløres her. Men bagefter; netop som en forandret Glimmer er ved at tørre ud, finder Maja ham liggende vejen. Hun græder, og hver en tåre køler hans krop.

Guldfisken Glimmer er en humoristisk gyser, som på overfladen er fyldt med action, sjove ordspil, rim og remser og ikke mindst drengerøvshumor. Men lige under denne overflade er det noget andet, der glimter. For først og fremmest handler romanen om endnu en udstødt figur i Jesper Wung-Sungs forfatterskab på jagt efter det gode i sig selv og i sine medmennesker.

Med Jesper Wung-Sungs egne ord er han ”en eksistentialistisk forfatter”, der vil have læserne til at tage stilling til, hvordan de vil leve deres liv.

Man kan ikke omtale Guldfisken Glimmer uden at nævne John Kenn Mortensens aldeles vidunderlige omslag, der både leder ind i fortællingen, men som samtidig funkler og glimter som det pureste guld. Han har samtidig udstyret bogen med små vignetter, der både understreger Glimmers følelser og handlingen; men som ikke mindst støtter læseren med før / nu kapitelopbygningen.

Guldfisken Glimmer er mere end velegnet til litteraturundervisningen på mellemtrinnet, men også til en formidling, der vil prøve at tage fat i de mere filosofiske grundspørgsmål, der ligger og gemmer sig under overfladen. Men den kan også læses som et fedt og underholdende eventyr.

Der er bøger, der absolut ikke fortjener at skulle vende ryggen til verden på boghylden. Guldfisken Glimmer er en af dem.

Guldfisken Glimmer

Jesper Wung-Sung

John Kenn Mortensen

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.