Graven

Forfatter: Kit A. Rasmussen
Sidetal: 67
Forlag: alinea / Serie: Rød Læseklub - Journal X
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 168,00


Målgruppe: 8+
Sværhedsgrad: Lix 18

Anders og hans kammerat Kalle finder en gammel metalkasse i kriminalassistent Madsens nedbrændte hus. I kassen er der bunkevis af gamle journaler med uopklarede sager, som den nu afdøde kriminalassistent har været i gang med at efterforske. Drengene bliver naturligvis nysgerrige og begynder at undersøge sagerne. Dette er grundlaget for hele serien ”Journal X”, som er en hel række små krimihistorier, der kan læses uafhængigt af hinanden.

I Graven ser Anders og Kalle nærmere på en sag om grave, der bliver åbnet i nattens mulm og mørke en bestemt nat i hver måned. Hvem – eller hvad – mon det er der står bag? Anders og Kalle beslutter at undersøge sagen til bunds og selv være på kirkegården den nat, der bliver gravet grave op. Det skal vise sig at få uhyggelige og gravalvorlige konsekvenser for drengene!

””Løb!” råber Anders. Kalles knæ giver et knæk, da han rejser sig. Han kaster sig frem. Vil følge efter Anders. Men benene er på samme tid stive som et bræt og bløde som gummi. Han snubler. Sætter en hånd i græsset. Skubber sig selv op. Der var et lig i kisten. Og nu er det ikke i kisten mere.”

I mit arbejde som bibliotekar møder jeg jævnligt drenge, der med stor gysen og fryd har læst Koldt blod-serien og som efterspørger noget der ligner. Her er serien om Journal X et virkelig godt bud. Der er den samme gode blanding af mystik, gys og krimi, der vil tiltale rigtig mange læsere. Historien er velskrevet, og man kan næsten mærke gåsehuden brede sig, når drengene tager ind på kirkegården sent om aftenen. Samtidig er historien ikke så lang, og Kit A. Rasmussens skrivestil giver den potentiale til også lidt ældre, knap så læsestærke læsere end den måske tiltænkte målgruppe. Det er altid en styrke for en bog at kunne tale til en bred målgruppe, også aldersmæssigt. Og her er der både action, næsten filmisk beskrevne scener, humor og gåsehud – en fantastisk blanding!

Serien Journal X er en del af Alineas Læseklub-serie, som er pædagogisk bearbejdede romaner. Denne roman er udkommet i ”Rød Læseklub” og har et lixtal på 18. Skal man bruge bogen i undervisningssammenhæng, kan man downloade læseforståelsesopgaver til bogen på Alineas hjemmeside.

Alt i alt en varm anbefaling til serien Journal X som helhed og bogen Graven i særdeleshed.

 

 

 

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Gyser/Thriller/Horror, seriebog, Lix, Selvlæsning, Let at læse og tagget , , , . Bogmærk permalinket.