Godt eller skidt

Bogens forsideForfatter: Jeff Mack
Illustrator: Jeff Mack
Oversætter: Lena Lamberth
Sidetal: 36
Forlag: Lamberth
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 269,-

Målgruppe: 2+

Den hvide kanin og den lille grå mus er gode venner. Kanin ser altid lyst på tingene, mens mus altid ser det negative. En dag tager de to venner på skovtur, og til mus’ store fortrydelse begynder det pludselig at regne. Heldigvis har kanin medbragt en paraply, og alting er godt igen… lige indtil, paraplyen bliver taget af vinden og flyver af sted med mus. Mus lander for foden af et æbletræ, og æblerne dratter ned i hovedet på den – det er skidt! Men så er det godt, at man kan spise de dejlige, røde æbler.

I løbet af den turbulente skovtur bliver kanin og mus både jagtet af vrede bier og en farlig bjørn, men det hele ender heldigvis godt til sidst.

Jeff Macks illustrationer er farverige og levende. Tegningernes største force er, at de på letgenkendelig og inddragende maner viser mus’ og kanins forskellige følelser, som fx glæde, lettelse, frustration, vrede og ængstelse. Derudover er illustrationerne særdeles klare i deres formsprog. På denne måde uddyber de meget fint bogens kortfattede tekst, der ofte kun består af et enkelt ord, ’godt’ eller ’skidt’, på hver side.

Forfatter og illustrator Jeff Mack har skrevet og illustreret en lang række billedbøger. Heraf er Godt eller skidt den eneste, der er udkommet på dansk.

En sød lille historie om, hvordan man kan anskue verden på forskellige måder, og om hvordan intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. I forhold til den yngste del af målgruppen er det især illustrationerne, der lægger op til dialog, mens man med den lidt ældre del af målgruppen kan tage en uddybende snak om, hvordan man kan vende noget negativt til noget positivt. 

LAMBERTH: http://lamberth.dk/product.asp?product=3118

Jeff Mack: http://www.jeffmack.com/index.html

Forfatter

Anmelder: Nynne Jakobsen

Nynne har, siden hun var en lille pige, altid været en læsehest. Så meget, at hun flyttede fra Nordsjælland til Aarhus for at tage en bachelor i litteraturhistorie. Nu er hun imidlertid vendt hjem til det sjællandske, hvor hun læser på kandidatuddannelsen ’Moderne kultur og kulturformidling’ på Københavns Universitet. Nynne har arbejdet på forlag, og derudover har hun oversat forskellige bøger – primært bøger til børn og unge. Blandt Nynnes forskellige interesser indenfor litteratur og kunst har børne- og ungdomslitteraturen en helt særlig plads – både i hendes hjerte, men også i hendes evigt voksende bogreol. Især er hun vild med smukke billedbøger, eventyrlige fortællinger og graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger, p-bog, Fra 2+ og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.