Frede vil ikke være med til mandag 

Forfatter: Trine Bundsgaard
Illustrator: Charlotte Pardi
Sidetal: 28
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 80 kr.

Målgruppe: 3+

”Tal pænt,” siger far henne fra madpakkerne. Men Frede vil slet ingenting. ”Jeg vil ikke være med til mandag,” siger han. ”Det kan man ikke sige,” siger Valdemar. ”Jeg kan,” siger Frede. ”Jeg vil ikke være med.”

De fleste af os (herunder undertegnede) kender det godt: Man vågner en mandagmorgen og gider ikke rigtig noget, mens alle andre virker helt vildt overfriske, så det er lige til at blive sur over.

Sådan har Frede det også i Frede vil ikke være med til mandag. Da hans mor vækker ham, har han slet ikke lyst til at vågne, og det bliver ikke bedre, da både storebror og storesøster er helt vildt friske og glade og fortæller om de sjove ting, de skal lave i dag. Frede gider ikke. Han gider faktisk SLET ikke. Han beslutter derfor, at han vil holde fri og boykotte mandagen. Hele familien forsøger på skift at overtale Frede til at vågne op og være med, men det er først, da hans mor, lige inden de skal ud af døren, nævner at Frede og hans ven Selma jo egentlig er ved at bygge et tårn sammen nede i børnehaven, at Frede er parat til mandagen. Pludselig springer Frede ud af fjerene og vil gerne afsted.

Frede vil ikke være med til mandager en del af en ny serie om Hverdagsungerne Frede og Selma. Indtil videre er der to bøger i serien, men jeg håber på mange flere historier om Frede og Selma – for hvor er det bare godt!

Her er virkelig tale om et skønt makkerpar, når Trine Bundsgaards genkendelige dialog med skønne formuleringer i børnehøjde mødes med Charlotte Pardis herlige streg, der både er genkendelig og enkel, men også farverig og aldeles skøn (der er næsten lidt Vitello over Frede, synes jeg).

Jeg anbefaler varmt bøgerne til børnehavebarnet, der godt kan lide bøger som for eksempel Mette Finderups Lasse-Leif-historier (som bestemt også har humoren med sig) eller for den sags skyld Kirsten Sonne Harilds Willi-bøger, som også tager tråden op med hverdagssituationer for børnehavebarnet.

Frede vil ikke være med til mandag

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.