Fornyeren – Divergent 3

Forfatter: Veronica Roth
Oversætter: John Lysmand
Sidetal: 451
Forlag: Alvilda / Serie: Divergent 3
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 179,-

Målgruppe: 12+

Vi står ud af lastbilerne der, hvor grænsen går mellem vores og deres verden – hvem ”de” så end er. Robert og Johanna tager hurtigt afsked med os, vender lastbilerne og kører tilbage mod byen.  Jeg står og ser efter dem. Det virker helt underligt på mig, at de er kommet så langt og så kører tilbage, men jeg går ud fra, at de har opgaver, der venter i byen. Resten af os – mig, Tobias, Caleb, Peter, Christina, Uriah og Cara – vandrer af sted langs sporene med vores sparsomme ejendele.

I tredje og sidste bind i Divergent-serien er Tris og Tobias med i den lille gruppe, som har valgt at forlade deres egen verden for at finde ud af hvad der gemmer sig bag den store mur.  Her erfarer de, at hele deres liv og virkelighed er baseret på en løgn. Hele deres verden er vendt på hovedet. De må nu begge gøre op med sig selv, om de har troen på, at, den kan rettes igen. Hele bogen igennem skifter kapitlerne mellem Tris og Tobias fortælling i 1. person. Det gør historien meget tempofyldt og man kan næsten ikke lægge bogen fra sig. Men læseren skal lige holde styr på personerne og flere steder i slutningen af bogen bliver forklaringerne meget tekniske og komplicerede. Men da læseren kender hovedpersonerne rigtig godt på dette tidspunkt, kan selv 12-årige godt følge med.  Dog får man ikke særlig meget ud af handlingen, hvis man ikke har læst de foregående to bind.

Serien skal læses i rækkefølge

En forrygende afslutning på en meget populær serie. Min datter græd en hel aften, da hun var færdig med bogen, hvilket er stort da hun ikke tidligere har haft nogen som helst interesse i at læse. Men denne serie har simpelthen ”kick-startet” hendes læselyst. Hun har slugt alle tre bind og sikke en afslutning!

Hvis man har læst og haft glæde af ”The Hunger Game”, vil man uden tvivl begejstres af denne serie. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

 

Forfatter

Anmelder: Sanne Katrine Haugaard

Uddannet fra Zahles Seminarium i 1995. Har været ansat på Skovshoved Skole siden 1995. Blev i 2002 uddannet som skolebibliotekar og har fungeret som sådan siden.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.