Flugtaktion CPH

Forfatter: Benni Bødker
Illustrator: Simon Bukhave
Sidetal: 48
Forlag: Corto / Serie: 2100 1
Udgivelsesår: 2016


Målgruppe: 8+
Sværhedsgrad: Lix 20

Jeg har set billeder fra gamle dage. Fra verden uden for murene i nogle af de gamle bøger på lossepladsen. Billederne viste en verden uden bander. Uden krig. Uden nød. Det modsatte af CPH.

Pil og Jabber har hugget bandelederens kongekrone i det, der må være København i en år 2100-skrækversion. Nu bliver de forfulgt med maskingeværer og en tank, der kan køre gennem alt. Det er en verden, man ikke kan ønske sig at leve i, og derfor er det også Pil og Jabbers projekt at få brudt muren ned, så de kan komme ud i den verden, de tror, der findes uden for murene.

Det bliver en kamp og et skyderi over samtlige af bogens 48 sider. Der er druk, hærværk og rygmærker, der er motorcykler og maskingeværer.

Pil og Jabber har en god plan, det er blot spændende at se, om den holder.

Corto er et lille mikroforlag, der skal have stor ros for at udgive bøger, der er spændende, handlingsmættede og meget, meget korte. Sætningerne er også korte, der er handling fremfor refleksion, der er hovedsætninger og ingen ledsætninger og der er ikke mange lange ord.

Sætningerne bliver også korte, når der ikke nødvendigvis skal indgå en neksusforbindelse. Det er fuldt forståeligt, når der står: Ingen by med mennesker, der lever i fred og ro. Ingen spor af liv. Blot afsvedne marker. Forladte huse. Ruiner.

Der er flere dobbeltopslag med illustrationer i sort og hvid stregtegning. Det giver uhygge og den samme dystopiske stemning, som man får i teksten.

Stor ros ikke blot til forlaget men også til forfatter og tegner for at ramme målgruppen med en spændende fortælling, der har litterære kvaliteter.

http://benniboedker.dk

http://forlagetcorto.dk/

http://www.simonbukhave.dk/

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.