Far er sur

‣ Forfatter: Philip Ytournel

‣ Illustrator: Philip Ytournel

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 64

‣ ISBN: 9788702224641

Denne herlige bog er et must at have liggende fremme, så børn i alle aldre kan finde trøst i, at vist kan man have en dårlig dag, men man kommer over det, hvis man siger ja til den rette kur.

Far er sur. Han vil ingenting – som i INGENTING. Han vil ikke lege med Lego. Han vil ikke kæle med kaninen. Ja, der er i det hele taget ikke noget, far rigtig vil. Jo, et glas vin. Men det går hurtigt over.

Hvad med at se fodbold på iPad’en? Jo, det går an. SønderjyskE spiller mod Randers, så mon ikke? Men da Tommy Bechman brænder en ”direktør”, så vinder Randers med garanti, og så er far sur igen.

Den stakkels datter er hele registret igennem, og til sidst griber hun ud efter det sidste halmstrå: Vil far mon have et lille kram? Ja, det vil far – et lille ét, men det bliver til et kæmpestort kram. Og så er faren drevet over, og SønderjyskE ender alligevel med at vinde. Alt er godt, og far vil det hele: Lego, kanin, skak, et ekstra glas vin… Livet er igen en messe værd.

Hele denne herlige fortælling er gjort med ganske enkle midler – stort set ingen tekst og kun en far og en datter, der som regel befinder sig på hver sin side af opslaget for at vise afstanden mellem dem. Kun til sidst finder man dem sammen. Og så ligger det hele i minespillet de to imellem – selv om far næsten konstant har vendt ryggen til sin datter, er der masser af udtryk at spore. Ytournels streg er fuldkommen grotesk, og man kan ikke lade være med at holde af ham for det. Her bliver det grimme og det grumme nærmest smukt!

Det morsomme er, at far er sur. Men han er ikke bare blevet sur. Han VIL være sur (han minder næsten om Misantropen fra Molières stykke af samme navn). Men der er jo det, – og det er bogens trøst til den fortvivlede voksenlæser – at kærligheden overgår alt. Især hvis det er en datters kærlighed, der bringes i spil.

“Far er sur” anbefales til alle hjem. Den skal ikke bruges i skolen på nogen måde (den er da formodentlig (og lykkeligvis) også alt for pædagogisk ukorrekt?) Men derhjemme kan fædre læse i den, hvis de vil have en lille trøster, når de føler, at de er alene om problemet. Andre er som dem – faktisk ALLE andre. Og også børn (sikkert især piger) kan læse i den for at få et godt råd om, hvorledes den gordiske knude kan løses.

Tænk at man kan blive i SÅ godt humør over SÅ megen surhed!

Philip Ytournel
Gyldendal

Anmeldelsen er skrevet af Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.