Et hus uden spejle

Forfatter: Mårten Sandén
Sidetal: 112
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 169,95


Målgruppe: 9+

Det meste af Thomasines familie er samlet i et kæmpe hus, fordi husets ejer, den gamle tante Henrietta, ligger for døden. Huset er fyldt med mystiske rum, hvor Thomasine og hendes fætre og kusiner leger gemmeleg i timevis, mens de voksne er optagede af at bekrige hinanden med stikpiller og sure miner.

En dag forsvinder Thomasines yngste kusine i flere timer og vender forandret tilbage. Hun har fundet et hemmeligt rum, hvor alle husets spejle er samlet, og herfra fundet en vej ind i et hus, der til forveksling ligner Henriettas hus, men som alligevel er anderledes.

Et hus uden spejle er langt fra en helt almindelig børnebog. Den er fuld af mørke undertoner og usagte ting. Man gribes af den gennemstrømmende melankolske stemning, der både ligger i de eventyrlige og magiske elementer og i den mere realistiske del af bogen, der handler om splid mellem voksne søskende og manglen på nærvær over for børnene.

Jeg kom til at tænke på tonen i den svenske Maria Gripes børnebøger, og der er naturligvis også lån fra både Lewis Caroll og C.S. Lewis’ fantastiske fortællinger. Nemlig forestillingen om at der findes andre verdner. Her brugt som en mulighed for forandring, og en måde at nå de voksne på.

Romanen har mange gode ideer og er meget velskrevet, men den vil også næsten for meget. Både fortælle en storladen, eventyrlig fortælling og indkredse alt det svære og usagte mellem mennesker, når man mister. Derudover synes jeg, at jeg-fortælleren, Thomasine, virker en del ældre end sine 11 år. Som da hun overtager sin fars plads ved Henriettas dødsleje: ”Gå i seng,” sagde jeg og rejste mig op. ”Jeg skal nok sidde hos hende. Jeg vækker dig, hvis der er nogen forandring.” Måske er hun blevet tidligt voksen (Thomasines lillebror døde nemlig på tragisk vis), men alligevel.

Jeg tvivler på, at bogen vil blive brugt i stor stil til lystlæsning. Den virker nok både for mystisk og melankolsk for en 9-10-årig. Men den vil være god til diskussion af symbolik og magisk realisme i undervisningssammenhæng, samt til at tale om alt det, der ligger mellem linjerne: Hvad er der sket med lillebroren? Hvad har det gjort ved faren? Hvorfor reagerer de voksne, som de gør? 

Om forfatteren: http://www.forfattarcentrum.se/f

Mere om bogen: http://www.hoest.dk

Forfatter

Anmelder: Nana Baaner Klitgaard

Nana er cand.mag i dansk og engelsk og har taget 3. modul på masteruddannelsen i børnelitteratur (om formidling af børnelitteratur). Hun arbejder som freelanceredaktør af alle mulige slags bøger, men børne- og ungdomsbøgerne er dem, hun brænder for. I sin tid skrev Nana speciale om dannelsesromanen, så måske plantede hun ubevidst et frø der til interessen for ungdomsromanen, det “dannende” og coming of age-litteraturen. Nana har en lang baggrund i forlagsverdenen og har bl.a. arbejdet som børnebogsredaktør på Politikens Forlag. Derudover har Nana arbejdet med journalistiske bøger og anden faglitteratur for voksne.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.