For enden af din pegefinger

Forfatter: Kristina Aamand
Illustrator: Sune Ehlers
Sidetal: 257
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2016


Målgruppe: 13+

“Vil du med ind og sige hej til far, før vi tager hjem?” Mor ser træt ud. Det er blevet tusmørke, mens vi har talt med Sten. Klokken er kun fire om eftermiddagen, og jeg fryser, selvom jeg både har sweater og frakke på.
“Jeg ved ikke rigtig, mor. Er det okay, hvis jeg lige henter noget varm kakao? Vil du have noget med?”

Det er her ved kakaoautomaten på sygehuset, at Sheherazade møder Thea. Thea besøger sin mor, mens Sheherazade sammen med sin mor skal besøge faderen. Theas mor har kræft, og Sheherazades far er plaget af et krigstraume fra sit hjemland. Det er to kulturer, der mødes, men det er ikke den eneste problematik, der tages op i bogen.

Tre konflikter er interessante at nævne:

1. Kulturelle forskelle. Sheherazades gymnasielærer er helt uduelig i sin manglende sans for, hvorledes man tackler kulturforskelle i klassen. Sheherazades mor har kontaktet læreren, da klassen skal på lejrskole. Sheherazade må ikke bo i hytte med drengene, og det giver læreren, Susanne, anledning til at sige:

”Ja, det er noget religiøst.” Susanne smiler, “Ikke sandt … I jeres kultur er det forbudt med piger og drenge. Altså sammen, mener jeg.” Hun griner nervøst. “Ikke hver for sig. Klart. Ja, I ved jo, hvad jeg mener … men det er selvfølgelig noget, vi sagtens kan finde ud af.”

Og så må Sheherazade lytte til, hvorledes ingen andre piger har noget ønske om at bo i en “ren pigehytte”.

2. Forældrekonflikter. Hos Sheherazade og i kulturen i ”The Jungle”, som hun kalder sit hood, er der masser af overvågning fra forældrenes side. Alle sladrer. Det kunne også ske i en rent dansk kultur, at forældre blander sig i alt, men veninden Sohane har en særlig konflikt kørende. Denne konflikt sætter diskussionen om ”ejerskab for eget liv” på spidsen, og her får den en særligt sørgelig udgang.

”Forældre skal vel ikke vide alt?” spørger Thea på et tidspunkt, og Sheherazade svarer: ”Det synes nogle forældre, at de skal. Jeg er på en måde heldig. Min far er syg, jeg har ikke brødre, og min mor er dødtræt.”

Og derfor kan Sheherazade gå under forældreradaren, når blot hun vogter sig for naboerne, moderens veninder og alle andre fra hendes etniske bagland.

3. Kærligheden til den forkerte. Her er den største konflikt, at Sheherazades kærlighed til Thea er særlig forbudt i forhold til hendes bagland og familie. Kærligheden til en etnisk dansk pige er ikke helt svaret på moderens og faderens ønsker for hende. Alligevel går det hele kærlighedens vej. Thea er en stærk pige, og det er Sheherazade også. De klarer det.

Det er således en bog, der tager væsentlige kulturelle konflikter op, og derfor er det ærgerligt, at løsningerne på problemerne er så lidt overbevisende. Eksempelvis forekommer det ikke troværdigt i forhold til persontegningen i bogen, at faderen i løbet af meget kort tid går fra at have en firkantet, intolerant, religiøs, dogmatisk indstilling til tingene til pludselig at kunne være forstående og tale om kærlighed og gamle dage.

Og Theas hjemlige forhold med den kræftsyge mor og den forstående far er nok en modpol til Sheherazades hverdagsliv, men de er simpelthen så forstående, at også det forekommer påklistret. Og læreren i gymnasiet er forhåbentlig en fiktiv person, der ikke findes hverken på Egås meget multikulturelle gymnasielærerværelse eller på lærerværelset på Brønderslev gymnasium. Så lidt forståelse for kulturelle forskelle kan man simpelthen ikke have.

Bogen indeholder en række illustrationer i form af collager med håndskrift, udklip, billeder og reklamer. De illustrerer fint ungdomsblikket, og gør fortælleren nærværende.

Men… det kunne være en lykke, om problemløsningen i forhold til de tre hovedkonflikter kunne gå så lykkeligt gennem verden, som de gør gennem bogen. Bogen er ikke troværdig i sin konfliktløsning, men den tegner et fint billede af nogle ungdomsmiljøer, der også har brug for en stemme.

En ung læser, Nønne Lønne Votborg, er langt mere positiv, så hun får lige det sidste ord:

”Selve romanen er skrevet i et let og direkte sprog, der har som hovedformål at afdække tabuer og gøre læseren klog på livet som ung muslimsk pige i Danmark. (…) ”For enden af din pegefinger” lykkes fornemt udi at fange læserens opmærksomhed, vække tanker om etnicitet og skellet mellem velstillede og mindrebemidlede familier. Forfatteren er i øjenhøjde med sin unge læser og kender teenageruniverset.”

Sådan kan det også læses.

P.S. ”For enden af din pegefinger” vandt Carlsens YA-romankonkurrence, NYE STEMMER, i 2016. Prisen var på 100.000 kr.

Sune Ehlers
Carlsen
Læseprøve
Om romankonkurrencen
Kristina Aamand taler om bogen – og om at vinde

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.