Drengen på toppen af bjerget

Forfatter: John Boyne
Oversætter: Nanna Gyldenkærne
Sidetal: 256
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 13-93+

Selvom Pierrot Fischers far ikke døde under Den Store Krig, påstod hans mor, Émilie, altid, at det var krigen, der havde slået ham ihjel. Sådan indledes bogen ”Drengen på toppen af bjerget” med et billede af krigens (altså Første Verdenskrigs) følgevirkninger. Og det er krig og ikke mindst krigens følger, der er det helt store tema i John Boynes nyeste bog: ”Drengen på toppen af bjerget.”

Filmatiseringen af ”Drengen i den stribede pyjamas” har givet mange læsere af John Boynes bøger til unge. Det er godt, thi han behandler nogle meget almenmenneskelige temaer, der netop bliver sat på spidsen i de ekstreme situationer, som krigen medfører. Det kan være koncentrationslejrenes racepolitik og det menneskelige bag det umenneskelige pigtråd i ”Drengen i den stribede pyjamas”,  det kan være granatchok og posttraumatisk stress i ”Bliv hvor du er og så af sted”. Som i ”Drengen på toppen af bjerget” får John Boyne sat fortællerstemmen hos drengene, der i alle tre bøger får givet et troværdigt barnesyn på den verden, der synes fyldt med krig, sult og uoverskuelige problemer.

Pierrots far forsvinder ud af hans og moderens liv i Paris, han tager tilbage til Tyskland, hvor han begår selvmord, og det efterlader Pierrot og hans mor alene tilbage i et Frankrig, hvor der er et begyndende jødehad. Det er i 1936, Pierrots bedste ven er stum, han hedder Anshel og bor i samme hus som Pierrot. Sammen har de to drenge udviklet et tegnsprog, så de kan kommunikere, og Pierrot er den eneste, der får lov at læse de historier Anshel skriver. Til tider fortæller Pierrot gode historier til Anshel, og når Anshel har skrevet fortællingerne ned, spørger Pierrot: ”Er det så mig, der har skrevet den”. Svaret fra Anshel er: ”Nej, det er mig, der har skrevet den, men det er din historie.” Det bliver et tilbagevendende tema i slutningen af bogen: Det er vigtigt at få fortalt sin historie.

Inden da gennemlever de to drenge Hitlers regime og det tyske riges storhed og fald. Pierrots mor dør, han kommer i pleje, først på et børnehjem og siden hos faderens søster i en borg på toppen af et bjerg  i Sydtyskland. Det viser sig at være Hitler og Eva Brauns sommerslot, og nu opdrages Pieter (som Pierrot nu kaldes) trods fasteren modvilje til en eksemplarisk Hitlerjugend.

Kunne enhver blive bøddel for sine nærmeste, hvis opdragelsen foregår i en sådan lukket uniformeret verden? Kunne Pieter være blevet en modstandkæmper fremfor nazist? Hvem har skylden for de drab og den ondskab, der følger i uniformens og magtens spor? Kunne Pierrot have handlet anderledes?

På vej til fasteren i Tyskland møder han magtens repræsentanter i form af en flok unge knægte i Hitlerjugends brune uniformer, og han møder den kommende arkitekt bag koncentrationslejrene og han ser dem siden, da han selv er kommet i uniform med stjerner og magt.

Samtalen om etableringen af de første udryddelseslejre får man med Pieter som referent for Hitler og arkitekten:

”Det ser virkelig godt ud”, sagde Føreren smilende og gned sine hænder mod hinanden. ”Et stort foretagende, mine herrer. Måske det største, det tyske folk nogensinde har kastet sig ud i. Heinrich, ordren er givet. De kan begynde arbejdet på lejren med det samme.”  Pieter tager referat af samtalen, og da han kommenterer bruserummene med ”Jeg synes, de sagde, at der ikke ville komme vand ud af dem”, bliver han skarpt affejet. Pieter har på ingen måde nogen anelse om, hvilke rædsler der planlægges på sommerslottet.

Som voksenlæser læser man om historiens store mænd i Hitlers kreds, men alt er fortalt med Pierrots / Pieters vinkel, og det giver et langt mere nuanceret syn end en voksenfortæller kunne have givet. De mange svigt fra Pieter overfor Anshel, overfor fasteren og overfor hans kærlighed til skoleveninden forstår man bedre set med Pieters øjne.

”Drengen på toppen af bjerget” er en historie om ”En dreng, der var vokset op med kærlighed og anstændighed i sit hjerte, men som var blevet ødelagt af magten. Historien om en dreng, der havde begået forbrydelser, som han ville være nødt til at leve med resten af sit liv.”

Pierrot, Anshel, Hugo, Beatrix, Ernst og alle nazisterne, frihedskæmperne og de almindelige borgere havde alle et valgt. Bogen her giver et indblik i, hvordan man vælger – og hvilke konsekvenser de mange små valg har andre. Herta, tjenestepigen på sommerslottet på toppen af bjerget sagde som en af de få til Pieter: ”Du skal aldrig lade som om du ikke vidste, hvad der foregik, det vil være den værste forbrydelse af dem alle.”

Det er en fremragende bog, der ikke kun skal læses af børn og unge.

John Boyne

 

 

 

 

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.