Dragen

Forfatter: Gro Dahle
Illustrator: Svein Nyhus
Oversætter: Dal Michaelsen
Sidetal: 40
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår: 2020
Set til kr.: 268,-

Målgruppe: 6- 99 / alalder billedfortælling

”Vi må sætte spørgsmålene i spil,

og så lade læserne fundere over et svar.”

(Gro Dahle i Stavanger, februar 2019)

Det er netop det Gro Dahle og illustrator Svein Nyhus har gjort, siden de tog fat på at beskrive de helt store og ofte tabubelagte spørgsmål tilbage i 2003 med Sinna Mann, der otte år senere i 2011 kom på dansk med titlen Vrede mand.  Nu er den feminine pendant til Vrede mand udkom i form af Dragen. Her er det ”Vrede Dame,” eller en mor, der optræder let forklædt som en drage i en fortælling, der ikke er mindre skræmmende end Vrede mand er.

I Dragen fortælles om en mor, der ikke er udstyret med en indbygget stopknap, der forhindrer konflikter i at vokse sig ildspyende og ukontrollabelt store. Moren, dragen, terroriserer datteren Lilli og låser hende ind i skabet under trappen. Dragen bliver rasende ved den mindste lyd, truer, tramper i gulvet og råber og skriger. Så Lilli ved godt, at hun ikke kan have legekammerater med hjem med en så letantændelig drage oppe i soveværelset.

 ”Der findes ikke drager, siger Eline.

Men det gør der.

Det ved Lili.

For hjemme hos hende bor en drage,

og den drage er farlig.”

Gennem hele deres fælles forfatterskab har den oprindeligt uddannede psykolog og fremragende forfatter, Gro Dahle, og hendes mand, illustratoren, Svein Nyhus, beskæftiget sig med svære emner. Det er ikke kun forældre med manglende impulskontrol, men også emner som stille børn i Silkesød, omsorgssvigtede børn på grund af morens alkoholisme i Akvarium, børns møde med porno i Sesam, Sesam og incest i Blæksprutten.

Alle titler har en pædagogisk pegefinger, der peger på (mulige) løsninger i børnehøjde, og som ofte er lavet i samarbejde med offentlige institutioner, her i Dragen er det Familierådgivningen i Søndre Vestfold, Sandefjord.

Det er yderst sjældent denne tilgang til litteraturen er vellykket; men i værk efter værk er det lykkedes Gro Dahle og Svein Nyhus at lave væsentlige og velskrevne billedlitterære værker. Tre ting gør sig nok gældende her og også i Dragen: Gro Dahles brug af dyremetaforer, som blæksprutten og guldfisken som er letforståelige for barnelæseren, en dialogbåret tekst og korte hovedsætninger med lyrisk præg.

Rundt om denne tekst boltrer Svein Nyhus helt forrygende ekspressionistiske drage sig. Den får ikke for lidt med en drage med kinesiske aner, med skuespillerindemanerer a la den tyske diva Marlene Dietrich, silkekimono, smøg i kæften og røg ud af næseborene, stilethæle, diamant i ørerne og som forlanger ro til skønhedssøvnen midt på dagen. Når hun da ikke som en gammeldags husmor gør rent, rydder op, laver mad og kæfter op.

Modsat hende fremstiller Svein Nyhus Lilli som underdanig, lidt spøgelsesagtig og med et indadvendt kropssprog. Her leges med synsvinklerne, farverne og med at dele af illustrationerne er utydelige eller tågede. Under oplæsningen af fortællingen vil barnet være mere end godt beskæftiget med at tyde og tolke Svein Nyhus billedside.

Selvfølgelig er Gro Dahle og Svein Nyhus solidarisk med Lilli.

Lilli får nok, fremstiller sedler ”der råber” op, og som hun hænger op der, hvor man hænger sedler om alt muligt:

”HJÆLP! Drage i huset!

Jeg kan ikke bo hjemme!

0979813”

Lilli får, som i ethvert godt eventyr, kontakt med dragetæmmeren, der i fuld riddermundering kommer hende til undsætning og som får kontakt til Dragen i moren ved at holde et spejl op for hende.

”Er det virkelig mig? siger Dragen mens flammen går ud.

Aske i munden, sod på læberne.

-Ja, desværre siger Dragetæmmeren.”

Herfra går det langsomt fremad, og det hele slutter med, at veninden Eline kommer på besøg:

”- Dejligt at møde dig, Eline, siger Dragen.

Eline smiler.

Eline er ikke bange for Dragen, for Eline ved ikke, at der findes drager.”

Som i alle Gro Dahles og Svein Nyhus bøger er moralen også i Dragen særdeles tydelig. Ingen børn skal tåle at leve sammen med inkompetente voksne uden selvkontrol, selvom de findes både som Vrede mand og som Dragen.

Det der gør et værk som Dragen udholdeligt for en voksenlæser, ligger især i Svein Nyhus forrygende fortolkningsåbne og nysgerrighedsvækkende billedside. Gro Dahles tekst virker især i slutningen som overtydelig, lidt gammeldags og i direkte modstrid med hvad der sig hør og bør i moderne nordisk børnelitteratur med åbne slutninger.

Men det virker, fordi Gro Dahle er så dygtig, som hun er. Måske er det direkte rart en gang imellem at få at vide, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller skidt.

Er alt så godt? Tjah! Godt nok er Dragen tæmmet på sidste opslag og tager pænt imod Eline som ikke véd der findes drager, men det gør Lilli.

Dragen anbefales varmt til børn der har det svært derhjemme og til de voksne der omgiver dem. Teksten ligger godt i munden på oplæseren, illustrationerne er vedkommende og fantasivækkende – derfor har Dragen, på trods af det svære emne, sin berettigelse i formidlingssammenhænge, men i mindre grupper eller med barnet alene. Vi skal respektere grænsen mellem pædagogiske, didaktiske og æstetiske overvejelser og vælge at inddrage Dragen grundet dens æstetiske værdi. Her i Dragen er der rigeligt at tale om både på tekst- og på billedsiden.

Dragen

Læs på Svein Nyhus blog om tankerne bag Dragen:Om tilblivelsen af Dragen

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , . Bogmærk permalinket.