Dragen med de røde øjne – og andre fortællinger

Forfatter: Astrid Lindgren
Illustrator: Ilon Wikland
Oversætter: Kina Bodenhoff
Sidetal: 128
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 129,95

Målgruppe: 5+

Denne lille bog rummer 10 stk. af Astrid Lindgrens mindre kendte ”sagor”, eller eventyr, i en dejlig nyoversættelse af Kina Bodenhoff og med Ilon Wiklands skønne illustrationer, hvor verden er set fra børnehøjde.

De ti fortællinger er alle fortalt i Astrid Lindgrens særlige mundrette sprog som er så dejligt at læse op. Her er ”Dragen med de røde øjne,” som ikke er særlig farlig i forhold til de drager Astrid Lindgren senere serverede for læseren; her er fortællingen om ”Nils Karlsson-Pusling,” den sørgmodige og lidt triste ”I Skumringslandet” om drengen der ligger syg, bundet til sin seng, men som tager på fantasirejser rundt i Stockholm med hr. Liljekvast;  historien om de to børn af småfolket ”Peter og Petra” som besøger Gunnar og de andre børn på skolen i Stockholm, ”Muntergøg” der redder julen hjemme hos Gunner og Gunilla, ”Mirabell” hvor 6årige Britta-Kajsa får en, ja, ikke-dukke, der lever sit helt eget liv, ”En nat i maj” om Lenas møde med elverpigen, eventyret ”Prinsessen som ikke ville lege,” men som får det lært af pigen Lise-Lotte, ”Allerkæreste søster” om en indbildsk tvillingesøster, som en hundehvalp gør overflødig og endelig ”Der er ingen røvere i skoven.” Alene titlerne i denne opremsning signalerer, at vi både tematisk og indholdsmæssigt er i Astrid Lindgrens forunderlige eventyrverden.

For både i deres fortælling, i de forskellige temaer og i deres fortællemåde peges der i disse ti små eventyrfortællinger frem og tilbage i Astrid Lindgrens forfatterskab.

Fortællingerne er særdeles velegnede til oplæsning i skolens yngste klasser som en introduktion til den mere poetiske side af Astrid Lindgrens forfatterskab. De har en perfekt længde til en pause fra nutidens langt mere prosaiske gøremål. Modsat fortællingerne i ”Suser min lind, synger min nattergal” er der her ingen slinger i valsen – her er tale om ”rigtig” børnelitteratur fra en tid før verden gik af lave. Astrid lindgrens tekst og Ilon Wiklands ”nuttede” tuschtegninger klæder stadig hinanden umanerlig godt. ”Dragen med de røde øjne” og alle hans venner anbefales varmt til hyggelig oplæsning i hjem og skole.

Gyldendal Dragen med de grønne øjne

http://www.astridlindgren.se

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget . Bogmærk permalinket.