Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018

Forfatter: Dorte Karrebæk, Gunnar Jacobsen, Nina Christensen
Illustrator: Dorte Karrebæk
Sidetal: 224
Forlag: Forlaget Vandkunsten
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 299,-

Målgruppe: billedbogsinteresserede

Når jeg kigger op fra tastaturet, ser jeg på tre originale indrammede opslag af forfatteren og illustratoren Dorte Karrebæk (1946) fra billedbogen Den sorte bog (2007). En bog, der  handler om De syv dødssynder. Så funderer jeg af og til over, hvorfor Dorte Karrebæk og Jens Raahauge lige valgte, at min 60års fødselsdagsgave fra Dansklærerforeningen skulle være fra afsnittet om hovmod, stolthed og overmod.De tre opslag har, udover at glæde mig, også været medbragt til undervisningen i visuelle tekster, eller billedbogen, på læreruddannelsen – for hvor læsere tit ”styrter igennem” en billedbog, så har de tre ”billeder” vakt en nysgerrighed, været genstand for nærlæsning af detaljer og ikke mindst bibragt de studerende respekt for illustratorer og illustratorfaget.En respekt Dorte Karrebæk og hendes kolleger i høj grad fortjener.

Dorte Karrebæk er med 260 bogudgivelser bag sig en af de mest produktive og innovative danske illustratorer og billedbogsmagere gennem tiden. Hun er arvtager efter billedfortællere som Ib Spang Olsen og Svend Otto S., og har sammen med Lilian Brøgger været med til at uddanne og danne skole for nye generationer af illustratorer, som bare for at blive i Aarhus, kan eksemplificeres ved Cato Thau -Jensen og Kamila Slocinska.

Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018 er en oversigt over hendes livsværk og falder i tre dele.

I første del giver lederen af Center for Børnelitteratur og Medier, Nina Christensen, en indføring til Dorte Karrebæks værk som illustrator og forfatter og indplacerer hende i børnelitteraturen fra 1980erne til nu. Nina Christensen betoner blandt andet Dorte Karrebæk og Lilian Brøggers rolle som foregangskvinder i forhold til at skabe illustrationer med selvstændig kunstnerisk værdi. De genoptog arven fra illustrator-forfattere som Egon Mathiesen og Ib Spang Olsen, for hvem billedsiden absolut ikke var underlagt skriften. Herfra følger Nina Christensen Dorte Karrebæks udvikling som illustratorforfatter frem til samarbejdet med Oscar K. med så banebrydende værker som; Idiot (Høst & Søn, 2009) Lejren (Høst & Søn, 2011), De skæve smil (Klematis, 2008) og mine slapstick favoritfortællinger fyldt med drengerøvshumor, De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat. (samlet udgave, Jensen & Dalgaard, 2017), de illustrerede erindringer I tilfælde af krig (Dansklærerforeningen, 2009) og ikke mindst Dorte Karrebæks helt egne billedfortællinger Den sorte bog (Alma, 2007), Mona (Gyldendal, 2011)og Donna (Gyldendal, 2013) og slutter af med Karrebæks og Madame Nielsens forunderlige og frække Da Gud var dreng (Høst & Søn, 2015) .

I essayet Dorte Karrebæk om Dorte Karrebæk får læseren en levnedsbeskrivelse fra fødslen i Ballerup i 1946, over ferieophold i Hornbæk, uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen, de formative år på vej mod at blive selvstændig kunstner, samarbejdet med bl.a. Nils Hartmann, mødet med Oscar K. på Hald Hovedgaard i 2002, flytningen fra Hornbæk til Calpe i Sydspanien og det frugtbare samarbejde med Oscar K. (Ole Dalgaard). Levnedsbeskrivelsen giver et spændende indblik i Dorte Karrebæks kunstneriske udvikling, men giver samtidigt et billede af kvindernes historie, kvindeliv som kunstner, mor og kvindefrigørelse i perioden 1946 og frem til nu.

I anden del af Dorte Karrebæk og Bogen har Gunnar Jacobsen sammen med gode folk støvet alt op som Dorte Karrebæk har været involveret i fra omslaget på Jytte Borbergs debutroman Nældefeber i 1970 frem til omslaget og syv tegninger i Anne Marie Marquardsens fagbog Inklusion i daginstitutionen – Om at udvikle inkluderende læringsmiljøer (2017). Imellem de to yderpunkter finder læseren blandt andet hele Dorte Karrebæks børnelitterære produktion fra Pixi-bogen (nr.308) Den lille røde trold fra 1981 over et af højdepunkterne med den barske skilsmissefortælling Pigen der var god til mange ting, som hun modtog Kulturministeriets børnebogspris for i 1996, frem til de ovennævnte banebrydende barske værker sammen med Oscar K. og Madame Nielsen. Undervejs er der i bogen anbragt små kommenterende fortællinger om udvalgte værker, hvor Dorte Karrebæk fortæller om ideen bag værket, samarbejdet med en forfatter, billedbogstekniske finesser, farver og udviklingen som billedbogsmager. Småfortællinger der både giver bogen liv, men som samtidigt gør læseren meget klogere. Desuden er der blevet plads til uddrag af dagbladsanmeldelser.

Afsluttende rummer Dorte Karrebæk og Bogen en fortegnelse over litteratur, som Dorte Karrebæk bragt i bøger og tidsskrifter samt en fortegnelse over artikler, interviews, boganmeldelser i aviser og et navneregister og titelregister. Så er man også klædt på til at dykke længere ned i Karrebæks ”æuvre”– eller livsværk.

Det er et meget smukt værk Forlaget Vandkunsten, og tilrettelægger Dorte Cappelen, har beriget litteraturen om børnelitteraturen, billedlitteraturen og Dorte Karrebæk med. For som det sig hør og bør, er Dorte Karrebæk og Bogen – 1970 – 2018 selvfølgelig fyldt med illustrationer fra den billedverden Dorte Karrebæk har beriget os med. Bogen skriver sig ind i forlængelse af de nyligt udgivne bøger om billedbogsmagere som: Søren Vinterbergs Ib Spang Olsens ABC (Lindhardt og Ringhof, 2015) og Annette Wiborg og Kristin Wiborgs værk Billedfortælleren Svend Otto S. (Gyldendal, 2016). Med denne bog har bibliografen Gunnar Jacobsen afdækket omfanget og kvaliteten af endnu et illustrator- og forfatterskab; men ét der tilhører en yngre, nulevende og ikke mindst sprællevende kunstner.

Bogen fortjener mange seere (billedlæsere) og tekstlæsere, og den er brugbar i mange sammenhænge fra den alment interesserede til den studerende, der ønsker et indblik i en forunderlig billedverden og kunstner. Hvor det tidligere var ordet, der var i centrum, kan man med en kontrafaktisk version af Johannes-evangeliets åbningsord sige: I begyndelsen var billedet. Vi lever i en billedtid, en tid hvor det snarere er billedet end ordet, der styrer. I Dorte Karrebæk og Bogen – 1970 – 2018 kan man få syn for sagn. 

 

Dorte Karrebæk

Dorte Karrebæk prismodtager

Forlaget Vandkunsten

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Faglitteratur. Bogmærk permalinket.