Døren

Forfatter: Janus Kodal
Illustrator: Mikkel Sommer
Sidetal: 32
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 229,95

Målgruppe: 5+

Hvis han åbner døren på klem, så kan han måske lige akkurat se, hvem det er. Og så kan han lukke døren igen. Hvis det er en fremmed, Ja, det kan han gøre.

Det gør ikke Wille noget, at han skal være alene hjemme, når bare det ikke er for længe; og nu er mor ude at købe ind og far henne i vuggestuen for at hente Emma. Det er da ok.

Lige til det lyder wunk-wunk-wunk.

Så begynder uroen, for det er ingen af forældrene. I det hele taget lyder det ikke som noget, Wille har hørt før. Det er nok ikke noget, så der er ikke noget at være bange for. Men hvorfor knirker så gulvet? Og det der wunk-wunk-wunk lyder som om nogen vil ind. Og han må naturligvis ikke åbne for fremmede. Så det gør han ikke. Men hvem mon det kan være?

Og Willes fantasi går amok og han ser for sig en voldsforbryder, der skærer hans hjerte ud, en der måske har brug for hjælp.

Det hele kører rundt for den lille knægt, hvis situation er alvorligt truet, så bange er han, og da han omsider linder lidt på døren bliver han forfærdet og skynder sig at lukke igen. Heldigvis dukker far op i det samme og skaber ro: Så åbner døren og det regner ind i Willes øjne.

Med denne smukke sætning lukker fortællingen.

Det er en lille fin og nænsom bog og den angst, der kan opstå ud af ingenting. En lyd er tilstrækkeligt til at skabe angsten. Det afstedkomme så megen frygt og angst, at virkelighedsopfattelsen tilter og løber ud i skræmmende forestillinger. Alle børn har vel prøvet at kunne forestille sig det værste. Her i denne bog er det ikke mørket, som sender tankerne på angstens flugtrute, men derimod en lyd, som er lige så effektiv som mørke. Og i en sådan situation er tankestrømme ikke altid lette at være gode venner med.

En fin lille oplæsningsbog i børnehaveklassen, hvor muligheden for at kunne skabe en samtale om, hvoraf angsten eller frygten, hvilket ikke er det samme, kan opstå og dermed skabe røre i sindet.

http://www.gyldendal.dk/

http://www.januskodal.dk/

http://mikkelsommer.com/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.