Død over Tandfeen, Alf og Bjørn redder verden 1

Forfatter: Sophie Souid
Illustrator: Maria Buchmann
Sidetal: 120
Forlag: Gyldendal / Serie: Alf & Bjørn redder verden
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 149,00

Målgruppe: 7 – 9 år

”Mor var mester i at multitaske. Noget som far bestemt ikke kunne. Hun kunne både støvsuge, se nyheder og træne baller samtidig. Til gengæld havde hun sjældent tid til at høre svarene på de utallige spørgsmål, hun kunne nå at stille, inden hun løb tør for luft. Men det var nok en arbejdsskade, som kom af at være effektiv jordemoder i sparetid på sygehusene”

Som man kan læse, så er det en voksens syn på livet i lejligheden med de to brødre Bjørn og Alf, der her fortælles. Der er virkelig meget ”voksen-ironi” og satire med i fortællingen om de to drenge, der har besluttet sig for at give tandfeen en lærestreg. Tandfeen har snydt lille syv-årige Alf med en to-krone fremfor den ”lovpligtige” tyver, man er berettiget til, når man har tabt en tand.

De begiver sig ud på en mission: ”Tandfeen skal findes”, og det går via mørke gyder, lukkede containere, hemmelige koder og barske trolde, før de finder frem til Tandfeen. Hun er ikke som ventet: ”Glem alt, hvad I troede, I vidste om Tandfeen. Det er myter og søde godnathistorier, det hele. Tandfeen er hverken blid eller yndefuld, som den gamle Tandfe var. Hun er en benhård forretningsdame. Tandfeen opererer internationalt, og hr. Paradentose har stikkere ude i alle bland-selv-butikker, der jævnligt rapporterer om børn i rokketandsalderen eller med rådne tænder – lidt ligesom mafiaen.”

Bogen er første del i en serie, der vil blive fulgt af moderne versioner af historien om       Ole Lukøje og andre børneværelses-figurer i en 2019-version.

Maria Buchmann har illustreret med fine helsidesbilleder, i en dyster, men også humoristisk stil. Det er 1950’ernes tegneseriestil, der fint viser indholdet i teksten gennem billederne.

Lykkes projektet med denne tandfe-bog? Nej, ikke helt. Målgruppen er uklar. Synsvinklen ligger hos en voksen ironisk og samfundssatirisk fortæller, der har sit eget projekt, mens de to ukuelige brødre Bjørn og Alf har deres projekt. Sproget er meget komplekst, og mens indholdet retter sig mod de 7- 9 årige, så er sproget af en sværhedsgrad, der i højere grad siger 9 – 12 år.

Sofie Souid Instagram

 

 

 

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i seriebog, Oplæsning, Selvlæsning og tagget , , . Bogmærk permalinket.