Dig og mig … måske?

Forfatter: Bodil El Jørgensen
Sidetal: 176
Forlag: Carlsen / Serie: Sommerfugleserien
Udgivelsesår: 2019
Set til kr.: 199


Målgruppe: 9-13 år

”FREJA, Torsdag 14: 10:

Freja har stadig ikke bestemt sig. Det er varmt, solen bager ind gennem vinduerne til klasselokalet, som ligger på fjerde sal. Hun kigger ned på sedlen igen:

Valgfag:

Spansk

Foto

VerdensKøkken”

Nu skal Freja vælge, og hun tager VerdensKøkken, for hun er ikke god til sprog, og madlavning lyder jo helt rimeligt. Det er vigtigt, hvad veninderne vælger, men for Freja er det også spændende at komme i en ny gruppe. I skolekøkkenet kommer hun i gruppe med Malte. Nu følger bogen henholdsvis Freja og Malte i deres oplevelser.

”MALTE, Onsdag 7:58

Hendes cykel er en rød citybike med kurv og en lang ridse på forskærmen.

Malte så hende parkere den en morgen, hvor han selv var ved at parkere sin i den anden ende af cykelstativet foran skole.”

Sådan kan Malte og Frejas cykler nærme sig hinanden, mens Freja og Malte forsøger at få kontakt. Det er en svær opgave. Heldigvis har Maltes familie en hund, han kan gå tur med. Derfor lykkes det ham at gå rundt om fodboldbanen lige netop på det tidspunkt, hvor Freja er færdig med dagens træning. Så kan de følges, mens de taler om hunden.

Sproget i bogen, der indgår i Sommerfugleserien, er letlæseligt. “Dig og mig … måske?” har en enkelt sommerfugl, hvilket i følge forlaget betyder følgende:

”Sommerfugle-serien er udviklet til piger mellem 9 og 14 år. Tema og sprog og følelser er nøje tilpasset målgruppens læsere, og der er lagt vægt på kvalitet i udvælgelsen af historierne til serien. Da målgruppen til denne serie er forholdsvis bred, er titlerne fordelt i to grupper. Én sommerfugl markerer, at der er tale om en titel, der henvender sig til den yngre del af målgruppen (9-11 år), og to sommerfugle markerer, at titlen henvender sig til den ældre del af målgruppe (12-14 år).”

Det er (i 2020!) belastende, at man fortsat kan promovere litteratur, der er henvendt til ”piger på 9 -. 11 år”. Måske skulle nogle af drengene have glæde af at læse om Maltes genvordigheder? Måske ville piger på 12 år også gerne læse med.

Forsiden er et rod af alt muligt. Det ligner den slags, man kunne klistre på en skoletaske for mange år siden: lidt regnbue, nogle tegninger, et billede, tankebobler og nogle firkanter. Rodet på en ung måde, men rodet i farvevalg og indhold.

Bodil El Jørgensen fortæller en god historie, der har storesøster Emilie som den faste klippe for Malte, da det gælder. Det er fint. Det er den allerførste forelskelse, og den er svær. Og den var slet ikke blevet til noget, hvis ikke Maltes storesøster, Emilie, havde bistået Malte med gode råd.

Det er en hverdagsfortælling, hvor Freja, Malte og deres kammerater går i skole, til fodbold, tur med hunden og drikker te og hører musik. Helt hverdagsagtigt, og netop derfor en ret befriende bog, der ikke forsøger at sprænge rammen for en børnebog, men den giver en vigtig erfaring videre: Hvis man gerne vil tale med nogen, så er det en god ide at … ja, fortælle vedkommende, at man gerne vil tale med dem.

 

 

 

Læs mere om Bodil El Jørgensen

 

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i seriebog, Tweens og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.