Det sner med fjer

Forfatter: Karen Filskov
Illustrator: Karen Filskov
Sidetal: 36
Forlag: Vild Maskine
Udgivelsesår: 2020
Set til kr.: 242, -

Målgruppe: 7 – 12 år

Der er ganske langt fra ”punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes Nicolai” og til Karen Filskovs Det sner med fjer. Meget langt. Men det er samme koncept, der er taget i brug, hvor teksten bliver til tegningen, og tegningen er teksten. Karen Filskov har skrevet Skoven fra oven, hvor mange dyr og fugle fik stemme i tekst og figurens form, og nu kommer en lang række fugle flyvende ind på smukke store sider i pastelfarver og god kvalitet. Det er vanskeligt at citere teksten her. Den skal ses. Og nydes med øje og øre.

Jeg gør dog et forsøg med kiwien, den pelsbesatte new-zealandske fugl:

”kiwiæg er maxiæg og du er en miniudgave af dine forældre når du sparker dig ud i lyset Er du et pelsdyr med fjer eller et næbdyr med knurhår? Du er skabt til et liv i mærke. Hulebo om dagen, men natten har du i din hule hånd. Føl dig frem i New Zealands underskov som i en bukselomme.”

Det er altså faktaoplysninger i poetiske form, der præsenterer den enkelte fugl. Den kække kejserpingvin får (blandt andet) disse ord med på vejen:

din mor lægger et æg på Antarktis, og din far bøjer sig ned for at rulle ægget ind under sin kejserlige mavefold. Sådan bliver han fødder til en pude hele isvinteren.”

Her er næbbet gult, maven hvid og resten af pingvinen sort. Farverne er der i teksten. Og teksten læses også i fuglens form. Det er så klassisk og så komplekst.

Tjekker man figurdigtenes historie, så ser man at: ”Figurdigt, visuel poesi, et digt, der er skrevet eller trykt således, at det fremstiller sit emne grafisk: Et passionsdigt formet som et kors, en bryllupssang som en pokal, et digt om sommerfugle som en sommerfugl, et kærlighedsdigt, der tegner den elskedes træk, osv.

Det egentlige figurdigt var på mode i aleksandrinsk digtning, i karolingisk renæssance, i barokken og ikke mindst i modernismen (se Guillaume Apollinaire). Baggrunden er skriftens voksende indflydelse og billedmediets store vækst i 1900-t.”

Det er en klassisk form, der her tages op af Karen Filskov. Hun har forhåbentlig en fest med figurdigtene, som læser kan man glæde sig over de smukke fugle, poesien og kreativiteten.

 

Links: Karen Filskov

 

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger og tagget , . Bogmærk permalinket.