Det seje træk

Forfatter: Jeff Kinney
Illustrator: Jeff Kinney
Sidetal: 217
Forlag: Gyldendal / Serie: Wimpy Kid 9
Udgivelsesår: 2017


Målgruppe: 10+

Så er det blevet tid til bilferie med familien Heffley, og som forventet går det ikke stille for sig. Når først mor har fået ideen til en meget spontan bilferie, er der ingen vej tilbage, og Greg og resten af familien må pakke sydfrugterne og rejse med.

Inden længe har bilferien udviklet sig til en kaotisk affære med møgbeskidte hoteller og en usympatisk og meget støjende familie, der synes at forfølge de uheldige Heffleys. Der er lagt op til en fuldstændigt vanvittig historie med et fortællertempo så hurtigt, at man næsten får vand i øjnene.

Der er ingen tvivl. Denne bog skal nok ramme den efterhånden meget store skare af Wimpy Kid-fans. Den har alt, hvad man kan forvente af en bog i serien: gag og galskab, sort og skæv humor og en verden, hvor intet kan tages for givet.

Jeg kan se, hvad det er, Wimpy Kid kan og gør. Der er noget The Simpsons eller Family Guy over disse bøger, der ikke fornyer sig bemærkelsesværdigt fra gang til gang, men som alligevel rammer sine læsere lige i hjertet. Wimpy Kid er simpelthen højtelsket over hele verden. Det er lidt som et AC/DC-album: Man ved, hvad man får. Og resten er et spørgsmål om smag. Til forskel fra AC/DC rammer disse bøger ikke lige mig. Jo, jeg griner undervejs, men de mange krumspring i handlingen er forvirrende, og det er svært for mig at gennemskue, hvad jeg skal med historien. Hvor vil den have mig hen? Hvorfor skal jeg læse den?

Mellemtrinsbørn og opefter vil elske “Det seje træk”, men der skal nok snart noget fornyelse til, hvis Jeff Kinney skal fastholde sit publikum. Eller måske ikke. I de øvrige amerikanske underholdningsgenrer har vi gang på gang set, hvordan de samme serier kan holdes i live sæson efter sæson, uden at seriernes persongallerier udvikles nævneværdigt. Og fred være med det. Så kan vi hvile trygt i genkendeligheden.

Lad bare Wimpy Kid skabe sig så længe som muligt! Bøgerne er god børneunderholdning, børnene får læst en bog, de synes er sjov, og der kommer bøger på boghylden. Sådan skal det være. Og så gør det ikke noget, at underholdningen indimellem er lidt fladpandet.

Jeff Kinney
Gyldendal

Forfatter

Anmelder: Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.