Det nye fly – Max Vero 1

Forfatter: Cecilie Eken
Illustrator: Peter Heydenreich
Sidetal: 64
Forlag: Høst og søn / Serie: Max Vero 1
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 7+

I det samme kigger Max til siden. Mod vest ser han en række sorte pletter. Nu forstår han, hvorfor folk løber. De kan høre noget. Dét han og Amir ikke kan høre. Der er luftalarm. Fjendens fly er på vej for at bombe Hafne.

Beleria og Darien er i krig med hinanden. De kæmper om Mera-bjergene, hvor der viser sig at være forekomster af råstoffet sol-krystaller, som er meget energifyldte. Små mængder af det kan erstatte store mængder olie. Det er med andre ord en helt traditionel krig, som handler om at erobre et landområde pga. resurser i jorden, helt som vi kender det i virkeligheden. Men det er samtidig en langstrakt krig, der nu uden en afgørelse har varet i fire år. Tanken strejfer faktisk den trojanske krig.

I Belerias hovedstad bor Max Vero og hans to venner, Amir og Sita.

Max er bidt af en gal flyver og drømmer om at blive jagerpilot som sin afdøde far. Interessen deler han med Amir, som bor på børnehjem, fordi han er forældreløs. Sita, den tredje i trioen ved en masse om flymekanik og elektronik.

I første bog møder vi de tre venner, som er ved at snige sig ind på militærbasen for at tilegne sig lidt af det kostbare sol-krystal, som de skal bruge til deres nybyggede flyvemaskine. Mens de alligevel er på forbudt territorium, stjæler Amir lidt bolte og skruer til Sita, som ikke bare er glad for flyvemaskiner, men som også er den, der i stand til at bygge dem, hvis enkeltdelene er til stede. Og et nyt fly er netop, hvad Sita har fremstillet, og da Hafnia, hovedstaden i Beleria samtidig udsættes for et luftangreb, går Max og Amir på vingerne i Sitas nybyggede vidunder af en maskine og til angreb på den formastelige fjende. Uforfærdede kaster de sig ind i slaget, og det lykkes dem at nedskyde flere af fjendes fly, inden de selv må give op, fordi deres fly skydes i smadder.

Deres indsats er under angrebet blevet bemærket – ikke bare af Sita, hvis fly nu er ødelagt, men også på flybasen af oberst Cully og kaptajn Cully.

Drengene bliver opsøgt af de to befalingsmænd, og de inviteres med hen på basen, hvor de tilbydes en uddannelse til jagerpiloter. I første omgang optages de dog som aspiranter.

Max nærmer sig – så småt sine drømmes mål.

Cecilie Eken kender vi så godt. Senest fra den dejlige, humoristiske og let feministiske tetralogi og fantasi-ridderroman-pastiche ”Det levende sværd”. Mange vil formodentlig have den imponerende sonetkrans ”Mørkebarn” som deres favoritbog i hendes forfatterskab.

Denne serie om Max Vero er – set i den sammenhæng – måske mere at karakterisere som en mellembog. Den er naturligvis både velskrevet og vildt spændende og rummer det, en bog af den kaliber skal rumme, men dyb er den i sagens natur ikke. Men at mange – nok især drenge – vil finde en spændende og overkommelig bog at læse, det skal slet ikke underkendes. Og de vil formodentlig sidde åndeløst med bogen i skødet, til den er læst til ende.

Peter Heydenreichs illustrationer har undertegnede det lidt blandet med. Omslaget er meget actionfyldt og dramatisk og med gode farver, som virker lækkert indbydende, tegningerne inde i bogen forekommer imidlertid, skønt meget veltegnede, noget blege. De kommer næsten til at udgøre en kontrast til den farverige fortælling. Og det er måske hensigten?

Som sagt tror jeg, at mange drenge vil finde god underholdning i at sætte sig i en god stol med bogen, og de vil formentlig sluge den i én omgang pga. spændingen, farten, dramaet og krigstummelen.

Først og fremmest en selvlæsningsbog. Og mon ikke den ofte vil efterlade et hul på udlånshylden?

http://www.cecilieeken.dk/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.