Den store snikke snakke bog

Forfatter: Ina Victoria Schou Haller
Illustrator: Lea Letén
Sidetal: 64
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 249,95

Målgruppe: 1+

Vi har lavet en bog til dig, der gerne vil gøre læsning med små børn til en sjov og lærerig aktivitet, hvor I bruger hele kroppen og alle sanser til at læse, opleve og lege bogen samtidig med, at barnet udvikler sit sprog, sit ordforråd og sin motorik. 

I ”Den store snikke snakke bog” møder vi børnene Pelle og Ronja og følger en helt almindelig dag i deres familie, fra børnene står op, til de går i seng. Pelle og Ronja står op, spiser morgenmad, får tøj på, går i daginstitution og tager på besøg hos deres bedsteforældre, hjælper med at lave mad, bliver puttet – og en hel masse andre hverdagsting ind i mellem.

Bogen både starter og slutter med et opslag omkring dialogisk læsning (”Kære oplæser”). Bogen er nemlig decideret skrevet som en bog beregnet til dialogisk læsning. Dialogisk læsning er efterhånden blevet et in-ord, både i børnehaver, vuggestuer og dagplejer. I bund og grund handler det om ikke blot at læse en bog højt, men at invitere barnet til at være med til at gøre bogen levende ved at tale sammen om de ting, man ser på billederne, og det der sker i bogen. På den måde bliver barnet en medlæser frem for bare en ”lytter”.

I bogens indledning får man altså en lille indføring i, hvordan denne bog kan bruges, og hvilke remedier man kan vælge at finde frem, inden man går i gang med bogen, til hjælp for den dialogiske læsning med barnet (for eksempel en bamse, noget legemad og et tæppe).

Hvis man ikke er helt skarp på, hvordan man egentlig udfører det der dialogiske læsning i praksis, er denne bog simpelthen guld værd! Jeg synes der er tale om en lille genistreg. Bogen har selvfølgelig en fortløbende historie, som man kan vælge at nøjes med at holde sig til. Men samtidig er der på hvert opslag en lille tekst med overskriften ”Forslag til dialog og leg”. Her kan man læse, hvad man på netop dette opslag kunne gøre sammen med barnet – for eksempel kan man ved opslaget om puttetid bruge en bamse og bede barnet om at putte bamsen; eller måske kan man putte hinanden og snakke om, hvilke ritualer man har inden puttetid.

”Den store snikke snakke bog” er rigt illustreret af den meget dygtige illustrator Lea Letén. Hun har i den grad formået at gøre historien levende med sine legende, varme og naive (på den søde måde) illustrationer. der vil virke dragende på de fleste børn.

Jeg anbefaler på det varmeste denne skønne bog!

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.