Den sommer alt voksede vildt

‣ Forfatter: Zakiya Ajmi

‣ Illustrator: Anne Louise Laugesen

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2015

‣ Pris: 289,95

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 176

‣ ISBN: 9788711451250

Arvin og Lau var mine fortabte drenge. Ligesom i Peter Pan. Jeg viste dem vej gennem mormors store have. Jeg kendte alle gemmestederne, genvejene, de hemmelige stier og bedene, vi ikke måtte træde på. Det var ligesom at lege Kongens efterfølger, og det var altid mig, der var kongen. Sådan havde det været alle de somre, jeg kunne huske, for sådan var det nemlig bare, når man var ældst.

Sådan indledes romanen, og det der er på vej er, at Malaika skal på sommerferie, og hun har noget, som hun glæder sig til at vise sine ferievenner Arvi og Lau. Samtidig med, at de har dette Peter Pan spil kørende, viser det sig, at hun selv nærmer sig et nyt stadium i sit liv, idet hun har fået hår under armene.

Det er så eksotisk, mener hun, at de to knægte må falde på halen over det? Jo, jo, det gør de skam da også. Til at begynde med. Men der er altså lige det ved det, at der også er kommet en anden og vældig interessant pige til byen, nemlig June, der bor sammen med sine forældre på Højskolen. Forældrene skal lede et sommerkursus i Urban Gardening. Pigen er mere på alder med drengene, Malaika er lige et nummer ældre, men det bliver da en bet, at June kommer og snupper, hvad Malaika synes tilhører hende. Men så er der heldigvis Jens med knallerten, der kan give lidt nye udfordringer – og også nogle skrammer på kroppen og – ganske lidt – på sjælen, for selv om Jens bestemt prøver at tage hensyn til kæresten derhjemme, så bliver det dog til et kys, en noget mislykket tungeslasker, inden han må vende snuden hjem.

Jo, der er ganske meget, der vokser vildt denne sommer. Hårene under armene, Malaikas første menstruation, Junes forældres højskole-haveprojekt, en gryende forelskelse, en dum jalousi; det bliver en sommer med anderledes udfordringer end Malaika har forventet.  Og det er slet ikke så tosset … Men bare rolig alt falder på plads som det skal.

Det er en sød ”feel good” bog, der ikke udfordrer eller gør sin læser unødigt urolig, men man er velfornøjet under læsningen.

Zakiya Ajma har udsendt en meget fin billedbog, Pigen der ville være Sky. Den var der faktisk noget mere krudt i.

Det er en fin bog at læse for store piger fra 9 år og opefter, og de vil sikkert have nogle fornøjelige stunder, mens de læser den.

Den er velegnet til selvstændig læsning.

http://www.carlsen.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.