Den nye skole

Forfatter: Puk Krogsøe
Illustrator: Magnus Værness
Sidetal: 48
Forlag: Carlsen / Serie: Ea 3.a 1
Udgivelsesår: 2017


Målgruppe: 7+

Sara løber efter Mille, og Ea tænker, at nu bliver hun glemt. Hun skynder sig at løbe efter dem. Men da hun kommer ud til den store gynge, er der ikke plads til flere. Ea er lige ved at græde. Mor sagde jo, at hun ville få nye venner. Men der er ingen, der husker hende. De leger bare, som de plejer. Der er ikke plads til Ea.

Eas familie skal flytte, da hendes far har fået nyt arbejde. Derfor skal Ea starte på en ny skole, og hun er mildt sagt ikke begejstret. Hun savner sin gamle veninde og er meget nervøs for, om hun mon får nogle nye venner – for hvad skal man sige til nogen, man slet ikke kender? Og hvad nu hvis man ikke kender de lege, de leger? Og hvad nu, hvis der slet ikke er nogen, der gider snakke med én?

Ea har mange bekymringer, og da første skoledag starter, har hun en stor klump i maven. Klassekammeraten Sara bliver sat til at ”passe på” Ea, men da frikvarteret begynder, bliver Ea glemt, og hun ender med at lege med Stine, som lugter mærkeligt, og som ingen af de andre gider at lege med. Pigen Mille, som Sara går meget sammen med, virker til gengæld rigtig sød – men hvordan er det lige, man får skabt kontakt? Og har Ea modet til at prøve og risikere at blive afvist?

Bogen er smukt illustreret med sort-hvide tegninger af Magnus Værness. Den farverige illustration på forsiden sælger næsten bogen helt af sig selv med hjerte, snirkler, pink skrift og et billede af Ea på vej ind på sin nye skole. Jeg er virkelig vild med illustrationerne. De underbygger historien og er meget naturtro og næsten tegneserieagtige. Illustrationerne er med til at bryde siderne og gør på den måde bogen ”letspiselig” for læsere, der ikke er så stærke endnu. Samtidig er skriften også sat med ret store typer, der er lette at overskue.

Forfatteren Puk Krogsøe er udannet folkeskolelærer og kender på den måde sit publikum godt. Det afspejler sig meget tydeligt i bogen, hvor hun har rigtig godt fat i Eas hverdag og alle de spekulationer, Ea går rundt med. Sproget i bogen flyder også rigtig fint og virker naturligt, og bogen er dejlig at læse. Bogen kan også fint bruges til højtlæsning.

Der er planlagt yderligere to bind i serien om Ea; ét hvor Ea leger frisør (gad vide om det går galt?), og ét hvor hun starter en tegneklub.

Puk Krogsøe
Magnus Værness
Carlsen
Læseprøve

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.