”Det var den gamle selv, der bad mig hente dig. Han ønskede at tale med dig, men han sagde ikke om hvad. Jeg spurgte ham om det samme som du, men han insisterede hårdnakket på, at der ikke var hændt noget. Ikke at det behøver at være sandheden. De to bud var for mennesket, og dem har Jahve selv aldrig haft problemer med at bryde. Men ved du, hvad det pudsige er? (…) Han løj ikke. Jeg kunne se det i hans øjne”.
Så er Kenneth Bøgh Andersen (KBA) på banen med den femte bog i serien Den store Djævlekrig. Den har været ventet i spænding. For det første; hvad fandt han nu på? Og ikke mindst kan han holde kadencen? Og hvad med kvaliteten?
Tidligere har KBA vist, at det lader sig gøre at samle en fortælling op og udvide den – på samme niveau, hvilket var hvad der sket i forbindelse med AntBoy.
Men nu får vi så syn for sagn.
Og det holder! Fra første til sidste side er man som læser fuldkommen fanget ind af denne brillante, kloge og veldisponerede fortælling. Og bedst af alt: sproget er en fryd at læse!
Filip Engell er naturligvis fortsat omdrejningspunktet. For halvandet år siden (8 år i helvede-tid) traf han det valg, at han ikke kunne/ville vende tilbage til Helvede mere, for så måtte han blive der for altid, og så færdig med livet var han altså endnu ikke. Det måtte så betyde et vemodigt farvel til Satina. Sagen er imidlertid, at Filip slet ikke føler sig godt til mode.
I slutningen af fjerde bind, Ondskabens engel, fortæller Gud Filip, hvad meningen med livet er: Meningen med livet er livet. Men det er som om Filip ikke kan overføre denne visdom til sit jordiske liv. Værst af alt er, at han har fået et rigtig dårligt forhold til sin mor, som han jo tidligere sikrede et forlænget liv, da hun fik en hjerneblødning og ville være død, hvis ikke han – med Mortimers tilladelse – havde grebet ind. Men moderen har nu fundet en ny kæreste, og det huer ikke Filip, der fra tiden i underverdenen fortsat har så megen djævelskab i sig, at han forpurrer moderens nye amourøse forbindelse. Han kan ikke frigøre sig fra tanken om, at hans far og mor hører sammen, skønt det efterhånden er længe siden, at faderen er død, og moderen næppe kan forventes at dele det synspunkt.
Han er med andre ord ikke mere den mønsterdreng, vi lærte at kende i begyndelsen af Djævelens lærling. Heller ikke i skolen. Han har sluppet håndtaget, er blevet doven og karaktererne rasler ned.
Men så sker det: Filip hentes mod forventning tilbage til helvede. Og med den viden Filip har, så ved han, at nu er en tilbagevenden til verden umulig, indtil Mortimer fortæller ham, at der er ikke noget, klisterbånd ikke kan reparere, så hans timeglas er endnu ikke i fare.
Sagen er imidlertid, at denne gang er det ikke Lucifer, der har sendt bud efter ham, som man kan se i det indledende citat. Denne gang er det Vor Herre himself, der har brug for hjælp, selv om han ikke offentligt vil ud med, at der for alvor er sket noget.
Og se – her er det så, at det vil være synd at fortælle mere fra denne komplet komplekse handling, for det hele hænger så djævelsk ondt sammen, at løfter man bare en flig af tæppet, så risikerer man at det hele trævles op, og man står tilbage som en satans led plotspoiler.
Men meddeles skal det, at det er sandt, at Filip mødes igen med Satina, samt at de både rejser rundt i Helvede og i Paradiset og ender i en underverden, som er både glemt og mørk, så mørk, fordi ingen tror på den mere.
Og sandt er det, at hans gamle plageånd fra livet i verden, Søren, medvirker i en uheldig birolle.
Og sandt er det ligeledes, at Gud får sin bekomst. Jo, for hvis ham Gud nu er alvidende – og almægtig, hvorfor ved han så ikke, hvad der er på færde, og hvorfor løser han så ikke problemet selv? Et sted kaldes Gud faktisk med fin humor for halvmægtig.
Dette er femte bind i denne fabelagtige serie, og der er så mange referencer til de øvrige bind undervejs, at det ville være synd og skam at stige på her uden at kende til de første fire bind – tilsvarende ville det nærmest være en forbrydelse ikke at stige på, hvis man har læst de første bind i serien.
Jeg er tæt på at hævde, at dette faktisk er det bedste bind i serien – og hvad endnu bedre er, at slutningen på denne bog rummer en artig overraskelse (som vi heller ikke vil løfte sløret for)!
Endnu engang skal KBA roses for sit sprog, som det er en fryd at læse – som fx her: Så blev han opmærksom på, at der sad noget mellem rødderne over ham. Noget levende. Noget stort. Til at begynde med kunne han ikke se, hvad det var, men efterhånden vænnede hans øjne sig til mørket, og Filip måtte bide sig hårdt i læben for ikke at skrige (49).
Av, hvor vil man gerne vide hvad det er, ikke sandt? Det er også nemt nok at få at vide – bare gå i gang med at læse!
Denne anmelder letter på hatten i ærbødig hilsen. Mens han siger: Tak for en god læseoplevelse. Det var ventetiden værd. Djævleblændt ondt, helt ind til marven.
Læs den – find den bedste stol, du kan finde og lad dig opsluge og forføre. Barn som voksen det er helt ligegyldigt. Le og gys – gys og le … God fornøjelse!
http://www.kennethboeghandersen.dk/
