Den faldne Djævel

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Sidetal: 298
Forlag: Høst & Søn / Serie: Den store Djævlekrig 6
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 249,95


Målgruppe: 12+

Aziel lå ubevægelig på jorden foran ham, men han var ikke død. Ikke længere. Filip kunne høre det lette åndedræt. Og han vidste, hvad han skulle gøre. Så mange gange var han gået igennem tæppet og trådt ind i forskellige scenarier og havde ikke anet, hvad opgaven gik ud på. Men det vidste han nu, for dette – Det var ikke bare indlysende, det var himmelråbende uraffineret, og det lignede ikke Lucifer at være så … direkte.

Filip er i bind 5 (Den faldne engel) hentet ned til Underverdenen igen. Denne gang af Gud, og det er jo en noget bagvendt måde. Filip har tidligere mødt Gud på sine færde rundt i Underverdenerne op og ned ad trappen, der forbinder dem. Noget er galt igen. Aziel er jo død, mener man, men det viser sig, at han nok ikke er det alligevel. I hvert fald ikke mere …Og i den forbindelse spiller Lilith (Adams første kone), Livets træ og Kundskabens træ en ikke uvæsentlig rolle. Aziel og hans trofaste hjælper, Drole, er på færde og har lagt skumle planer for Aziels herredømmefremtid, hvilket inkluderer både Josef, Jesus og Guds indbyrdes relationer i Paradis og forestillingen om Ragnarok i Asgård og så videre.

Når man læser bogen, bliver det tydeligt, at hvad denne bog måske handler om er, hvorvidt det absolut onde og det absolut gode har nogen gang på jorden, eller de er en del af vore forestillinger, mere end de er nødvendigheder?

Hvad angår det onde har man i flere hundrede år beskæftiget sig med det såkaldte Teodicé-problem, som handler om hvad Guds forhold til det onde er. En ting er naturkatastrofer og andre hændelser, men noget andet og værre er måske menneskenes onde handlinger: At mennesker gør ondt. Betyder det, at mennesket er ondt? Godt? Hverken-eller? Eller Både-og? Tricky questions.

Spørgsmålet er: Hvordan kan Gud, hvis han er det gode væsen, han siges at være, tillade alt det onde at ske, og så dog sidde der med den position, han har? Er han i virkeligheden afmægtig? Eller er han doven og vil bare ikke? Eller synes Gud, at den verden, vi lever i, er den bedste af alle verdener – hvilket inkluderer at ondskaben findes, ikke mindst fordi mennesket har en fri vilje og derfor kan gøre andet end det, man lige forventer af sit medmenneske?

Det er jo den stærkt troende Paulus, der er citeret for at sige: Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg!

I et af bogens kapitler skal Filip på Lucifers opfordring vise, om han er den onde satan, han foregiver at være, eller om han bare, hvis den rette situation byder sig, er i stand til at gøre det onde?

Aziel repræsenterer den absolutte ondskab. Selv ikke Lucifer er gennemført ond, og selv om han ikke bryder sig om ordet, så kender han dog ordet god, hvilket også Satina gør, Så selv i ondskabens Højborg er plads til andet end ren ondskab. Denne ”blødsødenhed” gælder imidlertid ikke for Aziel. Han er ondskabens fyrste – uden vaklen. Derfor må man gøre, hvad der står i ens magt for at komme ham til livs.

Hvad angår det gode, så er vi i den vestlige kulturkreds og i Kristendommen af den nærmest ufravigelige opfattelse, at det absolut gode er repræsenteret ved Gud, om hvem man hævder hans algodhed, alvisdom, alkærlighed og uindskrænkede barmhjertighed. Men her løfter Kenneth Bøgh Andersen lige hånden og råber vagt i gevær. Kan det nu passe, at Gud er, som vi opfatter ham? For at skabe et mere humanistisk spiseligt billede af Gud fortolker Kenneth Bøgh Andersen flere fortællinger fra Bibelen, fx Syndefaldsmyten (GT), Historien om Job (GT) og Genopstandelsesfortællingen (NT).  Og han gør det på en stærkt kritisk og alligevel overbevisende måde (se fx på You Tube hans Prædiken).

Disse to temaer er nøgletemaer i dette afsluttende bind 6 og meget mere af handlingen skal ikke frilægges her, det ville være mere end synd for de læsere, der venter spændt på, hvad det hele skal ende med. For ender – det gør det jo … Og Filip, ja, for ham er der en fremtid, som nok bliver anderledes end den tegnede til at blive tilbage i 2005, da første bind udkom. Men hvad med Satina – bliver der noget for hende og Filip? Og hvad med Sabrina? Og hvad med Filips mor … Og hvad med …?

Men man kan roligt vente med spændte forventninger. Undertegnede skal blot sige, at det er længe siden – om nogensinde – jeg har læse noget så uhyggeligt, grumt og ondt, som det, der sker allerede i første kapitel af Den faldne Djævel. Uha – og selv om det sker i en drøm, så ville jeg personligt nødigt have sådan en drøm. Det var mere end mareridtsagtigt nok at skulle læse det i vågen tilstand!

Endelig skal det nævnes at det er ganske imponerende så meget Kenneth Bøgh Andersen har sat sig ind i og kommer rundt i ikke bare Kristendommen, men i de religioner, der knytter sig til den europæiske kultur gennem århundreder.

Kenneth Bøgh Andersen behøver ingen nærmere præsentation – ej heller hans forfatterskab, hvorfra de første tre bøger om AntBoy nu er ude i Kina.

Den store Djævlekrig 1-6 vil givetvis komme til at stå som et hovedværk i såvel Kenneth Bøgh Andersens forfatterskab som i Dansk Børnelitteratur.

Og værket er vel nu så manifest og langt ude og med mange læsere, at det næppe giver mening at anbefale det på anden måde end som selvlæsnings værk.

Bare se at komme i gang.

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.