Den 5. bølge

Forfatter: Rick Yancey
Oversætter: Lars Bøgeholt Pedersen
Sidetal: 511
Forlag: Gyldendal / Serie: Den 5. bølge 1
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 249,95

Målgruppe: 13+

Nogle gange tror jeg, at jeg må være det sidste menneske på Jorden. Hvilket betyder, at jeg er det sidste menneske i universet. Jeg ved, det lyder dumt. De kan ikke have slået alle ihjel … Endnu. Jeg kan dog godt forestille mig, hvordan det i sidste ende kan ske. Og faktisk tror jeg, det er præcis, hvad de Andre gerne vil have mig til at se”.

Vi befinder os i ”Den 5. bølge” i en nær fremtid i USA. Jorden er under angreb af aliens, som har lavet en plan for at udslette Jordens befolkning i bølger. Vi følger 16-årige Cassie, som er helt alene. Hendes mor døde af en blodig pest i den 3. udslettelsesbølge, og hendes far blev skudt af en forklædt alien i, hvad der viste sig at være en fangelejr for mennesker. Cassies lillebror Sammy blev hentet af en bus, der tilsyneladende ville fragte alle børn i sikkerhed, men Cassie er nu opsat på at finde sin lillebror igen og få ham bragt i sikkerhed, da hun efterhånden ikke stoler på andre end sig selv og aldrig ved, om de personer hun møder er mennesker eller forklædte aliens.

Undervejs på sin rejse møder hun den lidt ældre Evan Walker – men selvom Evan redder hende fra at dø af kulde og passer og plejer hende, til hun er rask igen, får Cassie langsomt en fornemmelse af at Evan ikke er helt så uskyldsren som han gerne vil give indtryk af.

Jeg kan lige så godt sige det: Jeg var HELT vild med ”Den 5. bølge”! Den er en velanlagt, fængende, troværdig fortælling, der lægger flere ekstra lag til de andre dystopier, jeg har læst. Sproget flyder rigtig godt, og den er svær at lægge fra sig, når man først går i gang. Rick Yancey har kreeret et yderst troværdigt persongalleri, og jeg synes der er meget dybde og nuancering at spore i bogens hovedpersoner.

Hvis man skal sammenligne den med noget, kunne det for eksempel være ”Dødsspillet”-serien af Suzanne Collins og – om end en ældre sag – ”Klodernes kamp” af H.G. Wells.

Bogen er netop filmatiseret – ”The fifth wave” – og som med så mange andre film i genren er der lagt op til flere efterfølgere.

http://www.rickyancey.com/

http://www.gyldendal.dk/

Læs uddrag her

http://www.the5thwaveiscoming.com/

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.