“Under en blodrød måne” og “Ind i ulveskoven”

Forfatter: Benni Bødker
Illustrator: Mårdøn Smet
Sidetal: 90 (Bind 1) og 95 (Bind 2)
Forlag: Corto / Serie: VILKACIS 1 og 2
Udgivelsesår: 2017


Målgruppe: 9+
Sværhedsgrad: Lix 20

Vilkacis er magikere, der sender deres sjæl ind i ulven og styrer dens krop.
De er ulve, men de er også mennesker.
(s. 92)

Benni Bødker er kendt som en særdeles velskrivende og meget læst forfatter. Især når det drejer sig om at skabe et spændende, effektfuldt og fængslende univers. Og det er præcis, hvad man får her i de to første bind af serien “Vilkacis”: “Under en blodrød måne” og “Ind i ulveskoven”.

I de to fortællinger bliver drengen Mikelis’ landsby hjemsøgt af nogle kæmpestore, nærgående og aggressive ulve. De viser sig at være de frygtede vilkacis; mennesker, som kan forvandle sig til ulve. Det er vinter, og beboerne i landsbyen frygter, at ulvene spiser al maden, inden vinteren er omme. Det sætter den spændende handling i gang.

Historien om Mikelis genvordigheder med ulvene er henlagt til svundne dage, hvor man jagede med bue, armbrøst, pil og kniv. Det er en verden, hvor der også findes frændeløse, som Mikelis gerne vil komme til undsætning, men som han samtidig synes er dybt mærkelige. Historien rummer ligeledes en beskrivelse af den overtro, de besættelser og de dæmoner, som kan betyde liv eller død for de implicerede i fortællingen og for deres familier.

Hvilken rolle spiller faderen? Er han en vilkacis? Hvilken rolle har moderen? Har de fortjent at dø? Hvem er de gode? Hvem kan man stole på? Er ulvejægeren Raivo nu også den, han udgiver sig for at være?

Mårdøn Smet har illustreret de to sammenhængende fortællinger om Mikelis med sort/hvide, skraverede stregtegninger. Tegningerne er hist og her tilsat en antydning af blodrødt, der på bedste måde understreger handlingen, og som samtidig inviterer læseren til at udforske illustrationerne nærmere. Og hvert kapitel indledes helt passende med et blodrødt bogstav.

Her er tale om en veldoseret, vaskeægte horror-fortælling til drenge og piger mellem 9 og 14. Her er gys og gru for alle pengene. Tilsat en hel del spørgsmål fra barnelæserens virkelige verden. ”Under en blodrød måne” og ”Ind i ulveskoven” er dog først og fremmest page-turnere, der nok skal jage sine læsere gennem den skræmmende og iskolde skov.

At selve udgivelsen så samtidig er to dejlige bøger i hardback, i god papirkvalitet og med et tryk, der lader både bogstaver og illustrationer komme til deres ret, er et ekstra plus.

”Vilkacis: Under en blodrød måne” og ”Vilkacis: Ind i ulveskoven” er et must for de pædagogiske læringscentre, der gerne vil fodre deres besøgende med gode, velfortalte, uhyggeligt spændende og gysende læseoplevelser. Disse bøger skulle kunne få sat gang i lystlæsningen hos rigtig mange læsetrætte elever. Selvfølgelig er Vilkacis-bøgerne mere end oplagte som lystlæsning for målgruppen, men vi voksne kan også være med.

Nu kan man så vente på fortsættelsen på Vilkacis-serien. For selvfølgelig slutter begge bøger med, at Mikelis befinder sig i en mere end prekær situation, i overført betydning: hængende udover klippen. Fortsættelse følger… Det vil seriens forhåbentlig mange læsere, gysende, glæde sig til.

Benni Bødker
Mårdøn Smet
Corto – Vilkacis 1
Corto – Vilkacis 2

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.